Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

Canal de Bourgogne - og Centre



Beklager den forsinkede udgivelse. Jeg ved godt, at der er langt mellem snapsene, men der har været gæster om bord, og de må nødvendigvis opfattes som værende vigtigere end gæsterne på denne side.


23. juli
Vejr: Skyet med nogen sol, byger, let vind.
Vi bliver liggende i Venarey-les-Laumes
.

Cykler de 2km til bageren efter morgenbrød. De 2km tilbage foregår i kapløb med regnen, som truer med at bryde ud når som helst. Men så er motionen da klaret for i dag.

Vi skulle egentlig melde vores afgangstid dagen forinden for at få tildelt et starttidspunkt og en slusepasser, som skal følges os igennem de næste stræk. Idet vi ikke har meldt noget, kommer de selv og spørger til vore planer for dagen. Det bliver til, at vi bliver liggende for at undgå at sejle hele dagen i regnvejr. En halv time efter vores svar kommer der en ordentlig skylle, så det var en god beslutning, hvilket underbygges af flere byger i løbet af dagen.
De flinke australiere er gået af sted i en byge med kommentaren ”we think we're having fun”.

Dagbogen er kommet mange dage bagud, så der spenderes nogle timer på den. Det bliver også til opdatering af hjemmeside eftersom vi for en gang skyld har fundet et åbent netværk  - ovenikøbet med rimelig hastighed på download-siden. Upload-siden er kun 0,5 mb/s, hvilket giver dårlige resultater på Skype. Da så endelig hjemmesiden er klar til upload til serveren, er der én, der har slukket for strømmen til netværket – det må vente.

Køleskabet har haft sine problemer på det sidste. Det viser sig, da Lene rimer det af, at  termostaten var kommet til at sidde bag et større isbjerg. Der er således håb om, at køleskabet vil fungere bedre fremover, og vil være i stand til at levere kolde drikke igen.



24. juli
Vejr: Overskyet, byger, svag vind.
Afgang: 8.50. Ankomst 15.45 i Marigny-le-Cahouët. Sejlet distance:  10 km, 29 Sluser.

Vi vinker farvel til vagtgåsen, som vist overvejer at følge efter fodermester Lene. Den var nu hyggelig at have gående.

I dag skal vi have bjergetapen på vores Tour de France. Vi har jo sejlet denne kanal for mange år siden, men da sejlede vi den anden vej. Og så var hele familien om bord til at deltage  arbejdet. I dag skal vi forcere en delmængde af den strækning, hvor kanalkonstruktøren har placeret 37 sluser på en 11 km lang strækning. Derfor får man sin dedikerede slusepasser, som følger én hele dagen.
Sidst sejlede vi nedad i sluserne. Louise (9 år) og Lene sejlede båden, mens Christine (11 år) og Bjørn cyklede ved siden af for dels at hjælpe med fortøjninger og dels hjælp slusepasseren med at åbne og lukke porte. Da den dag var gået, havde vi, så vidt vi husker, klaret 33 sluser. Christine var meget træt, men nåede – akkurat – at få aftensmad inden hun trimlede omkuld.

   Hiv nu til!   Videre til næste opgave

Denne gang når vi både 29 sluser og aftensmad, men vi kan godt mærke, at vi har arbejdet. Lene har taget tjansen på cyklen og har bakset med porte hele dagen, mens Styrmanden – har styret.
Vi har klatret hele 75m op og tilbagelagt 10km. Det er næppe nok til en prikket trøje, men indehaveren af den har nu heller ikke 18 ton at slæbe på. Hvis vi antager, at cykelrytteren ved hjælp af en anhænger kunne tage 100 kg ad gangen og selv inkl. cykel vejer andre 100 kg, skulle han såmænd kun tage turen 90 gange frem og andre 90 ture tilbage for at hente næste læs. Det ville da være en pæn etape.

Vi nåede til  Marigny-le-Cahouët (prøv lige at udtale det på tom mave) lidt i fire. Det gav tid til at splejse tovværk i de nye sorte kuglefendere, som skal afløse de gamle hvide. En af de nye har imidlertid en mindre støbe- / svejsefejl, og ombytning er nærmest en umulig tanke herfra. Så vi bruger både de nye og gamle en dags tid eller to. Det ville jo være ret ærgerligt, hvis den nye fender punkterer med et brag, hvorefter Athene kysser en slusekant med et tilsvarende brag.

         

Hør nu godt efter mine piger! Gift jer aldrig med en meteorolog – de er ikke til at stole på. Efter det ret ringe vejr i går, var vi blevet stillet en betydelig forbedring i udsigt. Men hvad skete? Overskyet og køligt hele dagen, dog afbrudt af små friske byger. Hvis I med lys i øjnene kommer slæbende med sådan en, kan I godt indstille jer på nogle saftige kommentarer fra den vordende svigerfar.
Nå, vi havde heldigvis sat både kaleche og solsejl over middagsbordet, så selv om der kom en byge der, slap vi uden vand i vinen.

Det skal jo så lige siges, at det vand, der falder fra oven, sørger for at alting stadig er grønt og frodigt. Lige så snart der kommer en solstråle, lyser farverne op fra både nær og fjern. Det er en ret god udsigt vi har lige her.

          Marigny er da et dejligt sted


25. juli
Vejr: Skyet, køligt. Svag vind.
Afgang: 9.30. Ankomst 14.15 før Pont Royal. Sejlet distance:  10 km, 13 Sluser.

Vi kommer først afsted kl. 9.30, fordi man dels skal melde sin afgangstid og dels skal følges ad når muligt. Vi kommer til at følges med hollandske Mirobi, som vi har set og mødt mange gange før. Vi har ikke vekslet mange ord med dem, dels fordi de tilsyneladende ikke taler andet end hollandsk, og ikke mindst fordi manden startede kommunikationen med at ryste på hovedet af Lene og bare stå og sige ”nei, nei, nei”. Jeg har glemt, hvad Lene foretog sig, men det var givetvis ifølge vore interne aftaler. Det var nok ikke befordrende for videre samtaler, hr. Mand.
Nå, de har fået sønnen med kone og to små raske drenge om bord, og så vil de først af sted kl. 10!. Kompromiset blev 9.30, og vi får lov til at føre an. Det plejer at være den hårde tjans, at ligge forrest i en sluse, men her er der kun meget få pullerter, så vi må øjes med 1 fortøjning og klare resten med maskinen. Det kan de godt mærke på luftkvaliteten nede bag ved – hele dagen ;)

Vi holder pause for frokost efter sluse 16. Her overnattede vi for mange år siden, og den gang blev vi underholdt af en mængde frøer. De er her ikke mere, for der er kommet spunsvæg i stedet for de eroderede kanter, og spuns og frøer passer dårligt sammen.

Nogen har anlagt en fin havn ved Pont Royal, som i øvrigt befinder sig midt ude på det store, store bøh-land. Her findes ca. 7 huse, hvoraf de 2 er til salg. Så er der en restaurant ude ved hovedvejen og et Chambre d'Hôtes, og dertil 3 ruiner. Så er der gjort rede for bebyggelsen.
Vi valgte at sejle lidt tilbage ad kanalen og lægge os ved en god udsigt.
Frem med en øl og op med benene. Vi havde vist ikke siddet der særligt længe før endnu et af de utallige par på cykelferie passerede. Dette par stoppede vel 50m henne ad kanalen, men det tænkte vi ikke meget over før, der fra stien lød spørgsmålet ”er i virkelig danske?”. Efter lidt snak om kanaler generelt, inviterede vi norske Vibeke og danske Mads  på en forfriskning. Vibeke driver en wellnes-salon på hotel Bristol i Oslo (Mads arbejder vist med noget økonomi) og de havde sat deres 2 børn i pleje, så de kunne tage en uges tid på cykel her nede. Modige mennesker – de kører fra sted til sted uden reservationer, men har dog fået et sted at sove hver nat indtil nu.

          Intet som et glas kølig rosé i solen

Da de er draget videre på deres færd, simrer vi bare videre i solen. De to gamle ballon-fendere bliver pakket ned ( det tager vel kun et par timer at lokke luften ud af dem), mens vi holder mandtal på køerne på de nærliggende marker. Men så snart solen ikke lige er der, bliver det hurtigt køligt.

Da tilstrækkelig mange cyklister og vandrelaug og hundeluftere har sagt godaften til os finder vi ud af, at det er på tide at komme til køjs.


26. juli
Vejr: Sol, svag vind.
Afgang: 9.30. Ankomst 13.30 i Pouilly-en Auxois. Sejlet distance:  19 km, 13 Sluser.

Drøner på cyklen til Pont Royal for at købe morgenbrød, men vidste ikke lige, at det skulle købes i Chambre d'Hôtes'et, så det var en forgæves tur. Så sejler vi da derhen, men da vi når frem, har hollænderen (hvem ellers) købt det sidste brød, de kunne undvære. Det bliver så første morgen i Frankrig, hvor vi ikke får friskbagt brød til morgen. Heldigvis har vi altid nødbrød i skuffen, så det må vi bare tage til takke med.

Første sluse klares 9.30, og vi er forrest igen. Vi får så to unge knøse som åbenbart ikke tror på frokostpause, så vi kører glat igennem til Pouilly-en-Auxois, som nås kl. 13.30.

          Torvet i Pouilly

De to glatnakker var godt nok lidt for hurtige. De rådede over automatiserede sluser, så de skulle bare trykke på knapper for at få ting til at ske. Men de havde så travlt med at gøre os tilpas, at vi fik alt for meget vand. Athene har boppet rundt i karrene hele dagen, og besætningen er tæt på søsyge. Men siden de nu var så ivrige efter at gøre det så godt så fik de, som de hidtil eneste, drikkepenge for ulejligheden.

Det passede os fint at vente med frokosten, som indtages under solsejlet. Lunet pastaret vasket ned med lidt kølig rose-vin er da bare herligt, når termometeret viser 25-30 grader. Vi ligger lige overfor et kooperativ, som desværre er i den forkerte branche. Det burde have været vin-kooperativet, men er desværre de lokale landmænd. De er i gang med høsten, og der kommer dusinvis af traktorer med læs af korn. Det gør der stadig her kl. 22.22, hvor nærværende tekst skrives. Temperaturen er faldet til et rimeligt niveau nedenunder, så det er på tide at skrubbe til køjs.
Lene sidder og slås med en myg. Det er nok nr. 3 på denne tur! Vi har indtil nu fået 1 (skriver et) insektbid hver – det er nærmest utopi, men hvor er det DEJLIGT.

          Uhh, det musehul skal vi ind i imorgen


27. juli
Vejr: Lovet: Sol, svag vind.
Afgang: 13.05. Ankomst 15.20 i Vandennesse. Sejlet distance:  8 km, 8 sluser, 1 tunnel.


Det er jo rørende. Vi skal igennem Pouilly tunnellen i dag, og derfor fik vi i går udleveret en A4 side med anvisninger til, hvordan man skal forholde sig. Eftersom vi ikke taler flydende fransk til slusepasseren, får vi en engelsk udgave af den i øvrigt meget venlige og imødekommende mand. Vi har en magen til nede i mappen med gamle kanalkort. Fuldstændig megen til !! Inklusive alle de stavefejl, som åbenbart er dømt bevaringsværdige for en undrende eftertid ;)

Vi skal lige have handlet og gjort Athene klar, før vi kan sejle. Der skal også lige vaskes lidt tøj, men det klares på capitaineriet mens vi handler. Ovre ved supermarkedet har de som sædvanlig også en benzinstation og bilvask. Bilvask her i Frankrig er anderledes end i Danmark. Man kan vælge en børstevask, men den består af 3 børster i fri luft. Jeg har aldrig set nogen bruge den, men kan forestille mig, hvordan vandet tår ud til alle sider.
En anden mulighed er en håndholdt højttryksspuler ( 2 t'er, 2 s'er), som de fleste vist anvender. Det gør præsten også. Iført sort præstekjole og omvendt flip, står han i fuldt alvor og sprøjter bilen ren og sig selv beskidt. Man kan ikke rigtig andet med sådan en spuler, men mens det virker meget naturligt for hr. Jensen, ser det altså uvant ud med en præst. Vi møder ham i øvrigt igen 15 minutter senere inde i supermarkedet. Præster lever ikke kun af åndelig føde!

Vel tilbage fra indkøb forventer vi at se en kø ved vaskemaskinen, men den er end ikke færdig endnu. Det kan vi ikke vente på, så vi går i gang med at rigge Athene af, så hun kan mases igennem tunnellen. Den er 6m bred ved vandlinien, hvilket jo lyder meget fint. Men allerede 3m oppe er den kun 3,1m bred, og det er helt forkert. Og så er den kun 3,7m høj helt inde på midten. Athene skal smide både tøj og pynt for at komme igennem, og det gjorde ikke noget, hvis hun også tabte 300g. Vi lægger for første gang nogensinde alle vinduerne ned og afmonterer endda sideruderne. Og så lægger vi kalechebøjlerne så langt ned de nu kan komme. Instrumentbøjlen foldes mest muligt bagover og bindes fast til badestigen. Så kan vi ikke gøre meget mere ved højden end at skrue rattet af (passer ikke, du skal ikke tro på det. Der kan spares mindst 20 cm mere før rattet skal af). Søgelænderet ved agterdækket er nu øverste/bredeste punkt, så det får en polstring af fendere. Projektøren bliver opladet til fuld kapacitet og redningsvestene fundet frem fra deres gemmer (obligatorisk, og de checker, at der er en til hver). Naboerne sparker jo også til hysteriet, så man skulle tro der er tale om en vanskelig jomfrufødsel. Og så skal man hen til foregående slusepasser for at få udleveret en walkietalkie, samt underskrive et dokument, hvori man bedyrer, at man ikke har til hensigt at synke midt i tunnellen. Nu er vi næsten klar til afgang. Nedenunder for at få lidt frokost inden afgang. Op igen på agterdækket, hvor vi står nøgne under Vorherres granskende blikke. Han er åbenbart ikke ganske tilfreds, for lige nu, fem minutter før vi er inde i tørvejr, starter en rask lille tordenbyge. Aner man et dårligt varsel her?

         Så er det sket med pynten, Athene.  

          Der kontrolmåles

Mindre støvede end før stævner vi ud og snart efter kommer vi ind i indsnævringen, som ligesom skal forberede ens sjæl på, at nu bliver det snart svært. Den er vel en lille kilometer lang og kun 6m bred ligesom tunnellen. For at man skal have lejlighed til at øve sig lidt, snor den sig undervejs. Så kommer man frem til Porten til Helvede? Sludder, det er bare en tunnel, og den er endda oplyst af neonrør hele vejen, som meget praktisk er anbragt sådan nogenlunde i midten. De giver tilsammen en lysstribe nede i vandet, som er god at styre efter. Når næsen er på striben, skal det være gået meget galt, hvis enden er ude at skrabe på siden, så alt i alt gik det jo meget nemt.

          Tungen lige i munden, Skipper

Og en halv times tid senere stikker vi næsen ud på den anden side, hvor solen skinner på os. Jo, vi har nu fået bevist, at græsset er grønnere på den anden side ...
Vi har nu passeret toppen af systemet og skal for første gang i ugevis sluse nedad. Tidligere var sluserne indrettet til selvbetjening, men det må have været meget dyrt i drift, for nu får vi i stedet 2 passere pr. sluse, så det er jo ren barnemad. Der skal kun bruges en fortøjning og der skal ikke bruges kræfter til at holde den. Altså indtil sluse 7, hvor en af passerne spørger om noget mens vi er på vej nedad. Det tager lige lidt opmærksomhed, så ingen opdager, at fortøjningen går i klemme i en revne i slusekanten. Det tager fjorten nanosekunder, så er der så meget træk på, at man ikke kan rykke fortøjningen fri igen. Vandet synker jo stadig, og Athene har ikke lært at flyve eller bare svæve, så hun hænger hurtigt som en vingeskudt krage. Ikke andet at gøre end at finde kniven frem og kappe fortøjningen – og det må gerne gå lidt tjep Skipper. Fortøjningen skal stort set bare røres med kniven, så flås den over af trækket. Vi falder på plads på vandets overflade med en smule tumult, men der sker heldigvis ingen skader på hverken folk eller materiel.

          Sådan kan man jo også pynte sit slusehus.

Vi kommer således godt til Vandenesse, hvor vi også har overnattet før. Dengang fik vi en fantastisk oplevelse: spejlblankt vand som gav et perfekt spejlbillede af træer på den modsatte side af kanalen, belyst af solnedgangens røde lys. Med Châteauneuf-en-Auxois liggende idyllisk oppe på toppen af en nærliggende bakke og et godt glas vin i maven. Det har Skipper i lange tider håbet at genopleve. Men desværre. Solen blev ret hurtigt afløst af skyer over det hele, og vinden vil ikke lægge sig. Så vi må nøjes med at gå over i den lokale Cave og smage på de lokale produkter. En af de derfra hjembragte flasker kom til at ledsage den grillede kanin. Kaninen fangede vi i supermarkedet i morges. Den var halveret, hvilket gjorde det lidt lettere for os. Sådan en leveres i flået tilstand, men med hovedet stadig på sin plads, hvilket chefkokken ikke synes er nogen god ide. Efter en lille kvik guillotinering mindede den mere om mad, og fik derfor adgang til grillristen. Hvordan sådan en smager? Som kanin med salt og peber på. De spiser faktisk ret mange hernede, men oftest som gryderet, hvilket vi godt forstår nu eftersom de meget forskellige stykker kød er svære at grille tilpas.




28. juli
Vejr: Sol med skyer, svag vind. Varmt.
Afgang: 13.00. Ankomst 16.30 i Veuvey-sur-Ouche. Sejlet distance:  13 km, 14 sluser.

Vi starter dagen med morgenmad i god ro og orden før dagens udflugt til Châteauneuf påbegyndes. Vi ved det godt. Slottet ligger en del højere end vores position. Faktisk kan vi se vejen slynge sig op ad bjerget. Men denne gang må vi bare derop, så op på cyklen og afsted. Der er en cykelrute, som følger kanalen, og den kan vi bruge det første stykke. Men så går den ikke længere, vi må nødvendigvis dreje fra, eftersom kanalen ikke kommer i nærheden af slottet. Efter ca. 50m står vi af og trækker cyklerne resten af vejen op. Jeg mindes hvordan vi i vore yngre dage trampede kinesiske lejecykler op ad bjerget i Kongernes Dal i Luxor, Egypten. Dengang blev vi ustandseligt passeret af taxier, som uden undtagelse stoppede før at spørge om vi havde mistet forstanden og om vi dog ikke ville transporteres resten af vejen op? Denne gang er der ingen redning at finde, så efter nogle indlagte pauser ankommer to forpustede mennesker til en af de kønneste landsbyer i Frankrig.

   Châteauneuf på toppen   Og verden set fra Châteauneuf


Chäteauneuf betyder ganske enkelt ”nyslot”. Det blev anlagt som en fæstning i 1100-tallet, hvor det skulle kunne forsvare dalen, hvilket det gjorde ved adskillige lejligheder igennem årene. I dag står der stadig dele tilbage fra den tid, omend der har været foretaget mange ændringer siden. Der er i øvrigt ikke så meget at sige til, at de var så krigeriske den gang - de sad virkelig på kold potte. Vi så kun to eksemplarer af datidens toiletter, men de var begge aldeles uopvarmede klippeblokke med et hul i, hvorpå man kunne forrette sin nødtørft. Den ville så i øvrigt ganske uforandret ramme en eventuel fjende, som måtte stå for foden af slottet. ”Spildevandsrensning” var vist ikke et modeord i de dage.

          Gården i Châteauneuf

De har da i øvrigt en restaurant deroppe, og sådan en skal jo have varer. Heriblandt brød fra bageren, og han holder tilfældigvis og læsser af, da vi kommer forbi. Han har lige 2 brød til os, så dermed er frokosten reddet.

Egnen her kaldes lokalt for Charollais-land, og vi passerer da også dagligt hvide bøffer på markerne. På vej tilbage fra Chateau Neuf kom vi forbi denne flok, som fornøjet gik og gumlede græs, mens de blev store og saftige.

          Mon ikke der er plads til en af dem på grillen - bare en lille èn?

Mirobi ankommer før frokost, og vi kommer til at sejle videre med dem da pausen er slut kl. 13. De har sat deres gæster af, og er dermed kun 2 ombord ligesom vi. Desværre taler de stadig meget lidt andet end hollandsk, så kommunikationen er meget begrænset. De stopper lidt før os, så vi kommer til at ligge alene i Veuvey-sur-Ouche. Det er en meget lille flække, hvor hovedattraktionen nok er den badende ungdom henne ved broen.

          Badedyr i aktion

En del af eftermiddagen går med at behandle rustpletter. Det er varmt arbejde, men skal jo gøres på et eller andet tidspunkt.
Senere går vi tur for at lede efter et brøddepot. Da vi ikke kan finde noget, spørger vi i byens eneste forretning: Hotel/Restaurant/Bar/Bistro de la Vallèe. Der er ingen andre virksomheder i byen, men han vil gerne tage noget brød med til os i morgen.
Således forsikret om en nær fremtid uden hungersnød går vi tilbage til båden og en kop mokka.


29. juli
Vejr: Solskin men meget koldt og vådt om morgenen, svag vind.
Afgang: 8.55. Ankomst 11.45 i Gissey. Sejlet distance:  11km, 10 sluser.


Denne strækning har tidligere haft automatiserede sluser. Automatikken kunne således registrere, når en båd nærmede sig en sluse. Så ville den gøre sig klar og åbne ganske som om man havde sagt ”Sesam, luk dig op”. Vel inde i slusen, ville man så aktivere slusningen ved at løfte en stang, og dermed var det hele overstået på et øjeblik uden brug af dyrt personale. Det system må have været helt ekstremt dyrt at vedligeholde: nu har man droppet det automatiske system, men bevaret den elektriske håndtering. Den varetages i dag af ikke mindre end 3-4 slusepassere, som bare har til opgave at sørge for vores videre færd. Det kan de vist ikke blive overbelastede af?

Dagen starter med masser af dug allevegne og disen ruller over kanalen, mens vi for en gangs skyld har andet end kortærmede bluser på til morgen. Solen brænder dog hurtigt igennem, og da vi stopper for dagen i Gissey, er varmen absolut en faktor man regner med. Alligevel får rustpletterne nu en gang maling, så vi atter har en pæn båd at sejle i.
Da det er overstået, er det til gengæld bare op med stængerne :)

          Hans generator fungerer alt for godt...

Vi har det herligt hele eftermiddagen, mens det bliv varmere og varmere. Vi går en lille runde i området og kommer bl.a. forbi vaskehuset. Sådan nogle findes mange steder i Frankrig, men dette er i specielt god stand, selv om det er mange år siden man brugte det til daglig. En kilde ledes ind i et lavt bassin, som i dette tilfælde er kommet under fornemt tag. Udenfor er der over 30 grader. Herinde er der svalt og behageligt, og vandet er vel nede på 8 - 10 grader. Herligt at pjaske med.

Men kl. 18 ankommer en hotel-peniche og lægger til lige ved siden af os. Det foregår under en dels prusten eftersom den rører bunden ret hurtigt. Men med brug af tilstrækkelige kræfter kommer han på plads og standser maskinen. Så kan vi kun høre hans generator, som skal levere strøm til køkkenets komfur og ovne. Den kan både høres og lugtes. Skipperen kommer høfligt forbi og oplyser, at de vil stoppe den så snart serveringen er overstået. Og det er den så kl. 23 :((


30. juli
Vejr: Skyet og køligt. Senere sol og varmt.
Afgang: 8.55. Ankomst 17.00 i Dijon. Sejlet distance: 26 km, 22 sluser.


Vi vil gerne nå hele vejen til Dijon i dag, så det er bare med at komme af sted. 10 sluser klares før frokost, selv om Lene er i land hele 2 gange for at lede efter en bager undervejs. Derefter snupper vi lige 12 sluser til eftermiddagskaffen, men så er vi også fremme.
Næste opgave er så at lægge til, og det er ikke nemt. Dijon's marina ligger i en kunstig sø. Den havde masser af vanddybde sidst vi var her, men siden er vandplanterne vokset kraftigt. De ligger nu og lurer lige under overfladen, og rygterne vil vide, at de har stoppet mangen en uforsigtig sejler siden den gang. Men vi får da kantet os ind til en ponton og lagt fortøjninger.

          Bagerst står Athene "på græs" i Dijon

Middagen indtages på restaurant Le Sauvage – Den Vilde. Den and vi delte, havde de nu fået tæmmet. Den lå i hvert fald helt stille på tallerkenen. Det er en restaurant med ambitioner om at være bedre end vi synes den er p.t. Tilbehøret er for simpelt og priserne er for høje efter vores smag ;)



31. juli
Vejr: Starter skyet, senere sol.,Svag vind.
Vi bliver liggende.

Formiddagen bruges i centrum, hvor vi bl.a. får checket den ene cykel, som har knas med gearet. Cykelmanden skal på ferie næste dag, men giver sig tid til at kigge på problemet, mens vi går videre i byen. Desværre er beskeden, at han ikke umiddelbart kunne løse problemet og hvad værre er, der er ingen andre cykelhandlere i denne by, som kan forventes at have reservedele til denne type gear. De fleste franskmænd har ikke cykel til transport, men kun til motion og prestige. Til det formål bruger man ikke indvendige gear, for så er der jo ingen, der kan se at man har 21 gear, vel? Men vi har altså indvendige gear, og de skulle gerne fungere resten af vejen.

Eftermiddagen bruges på at tage bussen ud til et indkøbscenter. Det er vist første gang nogensinde, at hr. Rem har taget en bus for at handle dagligvarer. Der er dog også det andet formål, at vi skal se på nyt kamera, og der er størst udvalg herude. Mens vi er der køber vi ca. halvdelen af det største supermarked vi nogensinde har været i. Og så må det jo afsløres: vi putter varerne i vores pensionistanhænger, som vi anskaffede i Paris. Køn er den ikke, men den er nu meget praktisk, når der skal handles tunge varer i større mængder end vi lige kan transportere pr. cykel. Hjemturen med varerne pr. bus forløber uden dikkedarer – det er bare lidt svært at få plads til fødderne :)

Aftenen går med et nyt eksperiment: wok-mad på grillen. Vi har købt en wok pande til Cobb grillen hjemmefra og nu kommer den endelig i brug. Det skal siges, at man ikke skal regne med at kunne lave traditionelle wok-retter. Dertil mangler der simpelthen for meget varme i panden. Men vi får da flikket noget udmærket chow sammen alligevel, og så blev den da afprøvet.



1. august
Vejr: Sol fra morgenen. Svag til let vind.
Afgang: 9.00. Ankomst 17.00 i St. Jean de Losne. Sejlet distance: 26 km, 22 sluser.

Vi havde aftalt afgang kl. 9.00 med slusepasseren i går, så det er bare med at være der til tiden. Vi skal såmænd kun bevæge os 100m for at komme frem, men husk, at vi stort set er bundet fast til bunden. Det går nu glimrende med at komme fri, og vi kommer til at ligge lige bag en udlejet Tarpon 49 med tysk besætning, som vi kommer til at sejle med hele vejen til St.Jean-de-Losne.
Kanalen er stadig slemt begroet nede og på overfladen ligger resterne af de kantplanter, som er klippet for nyligt. Kl. 14 begynder maskinen at lyde anderledes. Vandfilteret blev  tømt lige inden vi gik afsted i morges, men det stoppet helt til igen. Efter at have skyllet noget, der minder om grankviste, ud af filteret kan vi fortsætte. En halv times tid senere har tyskerne problemer. Det ser nærmest ud som om de har fået et par palmer i skrue og ror, og fremdriften er næsten lig nul. De fik det heldigvis ret hurtigt fri, så vi kunne fortsætte ned ad bakken.

          Udlejningsbåd på 4,2m giver slid på fenderne

Der sker ikke mere før vi ankommer til St.Jean-de-Losne. Det er mødestedet for alle kanalsejlere og der er samlet en stor armada her. Man kommer først til afdelingen for brugte, meget brugte og stort set udtjente pénicher. Det er kun få, som stadig er i aktiv tjeneste i erhvervsflåden. Langt de fleste er konverteret i større eller mindre grad til lystfartøjer eller fast beboelse, og resten følger nok efter snart. Der er et værft her, som har specialiseret i ombygning af pénicher, og de har vist nok at lave.

          Gammelt jern i St. Jean-de-Losne

Efter sidste sluse på Canal de Bourgogne kommer man så til marinaen. Den er vel kun på størrelse med nogle få fodboldbaner, og der ligger vel en 5-600 både. Vi ligger hos H2O, som også tilbyder sig med en stor udstyrsforretning. Desværre holder de lukket i al den tid vi ligger her, så godt nok blev opholdet gratis, men vi fik heller ikke lejlighed til at spendere en formue i butikken.


2. august
Vejr: Sol og skyer med et kort, veltimet regnvejr. Svag til let vind.
Afgang: 10.50. Ankomst 12.45 i Seurre. Sejlet distance: 19 km, 1 sluser.

Vi har forladt kanalerne for en stund og er nu på flod igen. Det ses nu mest i bredden af farvandet eftersom der hverken er strøm, bølger eller sejlrende at tage hensyn til. Da der ikke er lave broer her, får kalechen lov til at forblive rejst, så vi sidder i læ for vind og evt. væde.
Vi sejler ned ad floden, så det er meget let og hurtigt at tilbagelægge de ca. 19km til dagens eneste sluse. Dagen startede da med lidt sol, som dog i overvejende grad blev gemt bag skyer i løbet af formiddagen. Netop da vi nærmer os slusen, begynder der nærmest som en selvfølge at regne. Vi slipper for det mest fugt eftersom vi kan nøjes med et enkelt tov, som kan holdes fra en position under kalechen. To udlejningsbåde, som er med i slusen, er ikke så heldige at have en kaleche, så de bliver våde.
200m på den anden side af slusen venter dagens havn, Seurre. Regnen tager lige lidt til mens alle mand er nødt til at være udenfor, og lige så snart alle tre både ligger pænt fortøjet, holder regnen da op.

Vi er taget til Seurre fordi de har gang i en festival fra lørdag til mandag. I dag er hovedattraktionen et fyrværkeri, som skal affyres blot 100m fra vores plads. Vi ligger ved en flydeponton, hvor der er plads til 10-12 både. En af dem er bemandet af en gal irer – hans båd er kun 5m lang, men den tager han troligt på langtur i. Han påstår, at han har fået at vide fra havnemester at alle både skal rømme denne ponton kl. 17 aht. fyrværkeriet. Det samme skete for ham sidste år, og har påstår i øvrigt også, at selve marinaen er optaget af en tysk sejlklub på tur, hvilket så også gjorde sig gældende sidste år.
Altså må man ud at rekognoscere. Havnekontoret er lukket til kl. 16 – det kan vi ikke vente på. Der findes en stenkaj, men der er intet at fortøje til, og der er desuden skiltet med, at man ikke må fortøje der. Marinaen har imidlertid flere ledige pladser, så vi stryger fortøjningerne og suser derover. Ligesom vi er ved at sejle ind gennem åbningen, fløjter en mand ad os med en trillefløjte. Det er havnemesteroverassistenttoldbetjent Maurice, som vinker os ud igen. Der må vi sandelig ikke være, fy! Han sender os tilbage til pontonen, hvor han vil komme over for at snakke med os, når han selv har fået snakket med havnemesteren himself. Forberedelsen til en stor og travl dag lader ikke til at have været særlig grundig....
De andre både på pontonen har også hørt rygtet, så der spejdes efter alternative muligheder, og hvis en båd rører sig, følger andre hurtigt efter. Havnemesteroverass..... Maurice kommer endelig tilbage med besked i sin lille røde jolle: Vi kan lægge os over ved stenkajen indtil fyrværkeriet er overstået og så komme tilbage til broen derefter (altså ca. 23.30 !?). Skipper har trasket derover tidligere og ved som den eneste, at der ved et stykke kaj, der skråner fra 2 – 4m over vandet, gemmer sig en enkelt fortøjningsring omme på landsiden. Og så er der et stykke armeringsjern, man også en en snæver vending kan bruge til fortøjning. Der ligger vi så og får bølgerne fra vandskiløbere og andet godtfolk lige ind på siden, så det er noget af et kunststykke at holde lakken fri af den noget ujævne kaj. Men det går da selv om man ikke skal lade noget stå ugarderet på bordene.

   Fyrværkeri  

Toilettet har ikke kunnet trække vand ind de senere dage. Vi har omgået problemet ved selv at hælde vand i, men nu skal det være. Pumpen skilles og alle sliddele udskiftes. Det er nu nok mest stophanen til vandindtaget, der giver problemer. Man kan sagtens blæse luft igennem, men vi tror ikke på, at den slipper vand nok ind. Håndtaget kan fint drejes fra ”åben” til ”lukket” og tilbage igen, men der er vist ikke længere sammenhæng mellem håndtag og de ædlere, indvendige del i hanen. Med lidt nøje afmålt vold (og en stille bøn om at skidtet holder tæt) vrides hanen til hvad vi tror er en åben position. Alt samles og testes: Jubii, vi har et fungerende toilet igen.


3. august
Vejr: Overskyet, køligt. Svag vind.
Afgang: 9.20. Ankomst 13.30 i Chalon-sur-Saône. Sejlet distance: 38 km, 1 sluse.

Saône dalen er sine steder fantastisk dejlig, og det vi passerer i dag er i hvert fald over middel. Floden er stadig meget fredelig og tilsyneladende også fuld af mad til hejrer. Vi ser for første gang silkehejrer. De er noget mindre end fiskehejrer og meget flottere med deres  helt hvide fjerdragt og næsten sorte ben og næb. Indtrykket bliver dog lettere komisk når de letter. De flyver såmænd udmærket, men de signal-orange fødder ser slet ikke ud til at passe til resten af fuglen.
Vi mener også at have set en fiskeørn i dag. Er dog lidt usikre eftersom den sad på en gren og dermed ikke viste halens form. Men et hvidt hoved og de lyse tegninger på krop og vinger peger ifølge fuglebogen på fiskeørn med musvåge som mulig outsider.

          Silkehejrer langs Saône

Vi ankommer i fin tid til Chalon-sur-Saône. Havnen liger inde bag en ø, og eftersom der kan være meget kraftig strøm derinde, er der ensrettet således, at man altid kommer ind i havnen mod strømmen.

          Indsejlingen til Chalon-sur-Saône

I dag er der næsten ingen strøm, men det var der sidst vi var her. Den gang var vores 3. år på lejede både. Vi havde med stort overskud lokaliseret en ledig plads, som var nemt tilgængelig. Både planen og tovværket var klar, og de den gang små børn var på passende pladser, så alt var i skønneste orden. Lige indtil havnemesteren kom fisende og råbte, at vi ikke kunne bruge den plads Skipper sigtede på, men i stedet skulle lægge til baglæns på en plads lidt bag os og lidt til siden. Det var Skipper ikke helt med på. Med forsigtige manøvrer kom skuden nogenlunde på plads, men resultatet blev alligevel, at vi landede mod pontonen som et klaver fra fjerde sal. Behjertede sjæle tiltog sig diverse tovværk og bandt os fast, så vi ikke kunne lave flere ulykker. Det er måske derfor, at de nu har en meldebro før indsejlingen til selve havnen, hvorpå der står et skilt med teksten: ”Ingen lejebåde forbi dette punkt!” ?
Denne gang går det som smurt, og vi kommer hurtigt på vores anviste plads, som desværre er ude blandt lejebådene. Det betyder, at vi ikke bare kan læne os tilbage og nyde showet, når flere lejebåde kommer i nærheden. Det er de mest fantastiske manøvrer en 15m båd i ukyndige hænder kan præstere !!! Da vi har fået naboer på begge sider, kan vi slappe af og tage den med ro – der er da ikke nogen, som kommer til at drive ind i os eftersom strømmen vil bære dem væk i stedet.

          Sådan ser havnen ud

Der er i det hele taget mange udlejningsbåde i dette område, og mange af disse er de helt store på 15m og derover. Vi ved af erfaring, at de fleste vil blive bedre til at styre dem i løbet af ugen, men hvor skal vi gemme os i mellemtiden?

Så får vi vasket ikke mindre end 5 maskinfulde på et lidt specielt vaskeri. Det er kun delvis selvbetjening, idet fruen på stedet nok skal tage sig af programmering, sæbedosering osv.
Hun sørger såmænd også for tørring og sammenlægning af tøj, og for hele den herlighed blev vi kun afkrævet 24 euro. Det er godt nok billigt.


4. august
Vejr: Sol, varmt. Svag til let vind.
Afgang: 16.55. Ankomst 18.15 i Fragnes. Sejlet distance: 8 km, 1 sluse.

Ann-Mari og Bent ankommer i eftermiddag, og eftersom de har haft mindre godt vejr i Bretagne, har vi lovet masser af godt vejr her. Det holder til en forandring. Solen skinner fra morgenstunden og himlen er klar og ren. Vi bruger tiden indtil da med klargøring. Der skal købes ind og laves dessert og gøres rent. Og da vi når lidt op ad dagen og varmen er blevet et faktum, er det også på tide at få grillet grøntsager, som skal bruges i morgen. Ovnen kører derfor et par timer og lægger lidt til basisvarmen. Gad vide, om gæsterne bare vender om når de mærker de 35 grader i kahytten?
Da vi vender hjem fra indkøbstur (man triller indkøbsvognen fra supermarkedet helt over på havnens parkering) er en canadisk båd ved at lægge til ved siden af os. De får et godt grin, da vi får aktiveret vores egen alarm, idet vi stiger ombord på båden. Alarmen benytter Athenes signalhorn, og det kan godt høres i hele havnen – også af hørehæmmede ;) Efter lidt fumlen efter nøglen får vi larmen til at holde op, så vi kan hilse på naboerne, som kommer fra Vancouver.

          Seat'en lægger an til landing

Kl. 16.20 ruller Ann-Mari og Bent ind på parkeringspladsen. Vi får stuvet deres grej ombord og lægger fra for at komme ud at ligge et pænere sted for natten. Altså, hen om hjørnet og ind på Canal du Centre. Efter ganske få kilometer finder vi en flot udstyret anlægsplads med en smuk udsigt over dalen. Byen har virkelig gjort noget ud af det for både båd- og cykelfolket, så der er alle faciliteter til rådighed.

          Ann-Mari og Bent's ankomst fejres med lokale bobler

Maden var stort set klargjort på forhånd, så grillen skal bare lige tage sig af et par mørbrader, inden vi kan læne os tilbage og nyde både selskab og udsigt.


5. august
Vejr: Sol og meget varmt.
Afgang: 9.30. Ankomst 16.50 i St-Léger-sur-Dheune. Sejlet distance: 25 km, 15 sluser.

Bageren lå ellers lige rundt om hjørnet, men den var selvfølgelig lukket i dag, så der måtte en stafet til nabobyen Champforgeuil efter brød. Da morgenbordet er vel overstået, skal vi jo videre ad kanalen. Den er her udstyret med automatiserede selvbetjeningssluser, så det går som en leg. Bent bliver ret hurtigt udnævnt til styrmandsaspirant, og da han udviser stort talent, bliver han fast styrmand herefter. Der skal kun en anelse assistance og kontrol til, når vi skal på plads i sluserne, ellers er der styr på alle 18 tons båd.

          Styrmand Bent under indøvning

Vi er jo i Bourgogne, og i dag har vi planlagt at skulle smage på varerne. Vi lægger derfor til i Santenay kl. 13.15. Santenay er en vinby, hvor mange producenter dels bor og dels har deres produktion, og ifølge vores materiale, er der rig mulighed for at komme til at smage på de lokale produkter. Vi napper lidt frokost, før vi spænder skoene på og drager afsted mod staden. Skiltet påstår, at der kun er 500m til byen, og det kan vel godt passe. Men så skal man jo lige finde producenternes bopæle, så vi får da gået nogen kilometre før vi endelig falder ind hos den første. Der er man i gang med en redningsaktion for solsorteunger, som er faldet ud af reden. Det tager sin tid, for ungerne er vist ikke særlig interesserede i at blive reddet.

          Det er en værre redelighed

Men aktionen bliver da overstået og vi får smagt og handlet en smule. Det var ikke den store oplevelse eftersom vor vært ikke kan siges at være særligt engageret i vores besøg. Vi får dog kigget på kortet over hans forskellige marker og får også lidt viden og historie med i købet. Men når priserne starter på 18 euro pr. flaske, vil vi nu også gerne se på andre muligheder i byen. Så ud af vagten og på jagt.
Vi er inde et sted, hvor man ikke kan få kontakt med nogen. Det næste sted som tilbyder smagning, vil både have 4 euro pr. person for ulejligheden og samtidig bestemme hvilke 3 vine man kan få lov at smage. Vi gider ikke være til grin for egne midler, så på trods af det afkølede lokale takker vi pænt nej og går videre ud i verden på vor færd. Den ender såmænd på Athene, for alle de andre producenter er enten ikke til stede eller melder bare ”lukket”. Hm! Vi fik da i det mindste smagt nogle lokale kirsebær .....gratis, vel at mærke:)

          Det er varmt, og vi tørster ....

Med den ringe mængde vin vi fik smagt på, har vi fuld førlighed til at fortsætte sejladsen. Vi fortsætter faktisk til St-Léger-sur-Dheune, som ellers var vores oprindelige slutmål for gæsterne, eftersom byen har en jernbanestation. Vi når lige præcis at få bagdelen med igennem sidste sluse før lukketid, så vi kan komme frem til byen. Havnen ligger nærmest i centrum, så det er jo et godt udgangspunkt, hvis man vil ud at spise. Ann-Mari og Bent har inviteret, og går derfor ud for at efterforske mulighederne. Der er nævnt adskillige restauranter i vores forsamlede materiale, men ak – den ene er ferielukket, den anden er helt lukket og de sidste par stykker kan man ikke engang finde efterladenskaber af. Det går bare ikke, så vi tager den forberedte middag hjemme i stedet.
Vejret vil os det godt. Verden spejler sig i stille vand, og efterhånden daler temperaturen til et tåleligt niveau, sådan at vi får en herlig aften på agterdækket og da den rinder ud, er det til at leve nede om læ.

          St. Leger-sur-Dheune

6. august
Vejr: Sol, varmt (meget). Svag vind.
Afgang: 9.10. Ankomst 15.45 i Montchanin. Sejlet distance: 19 km, 19 sluser.

Det går da bare hu-hej derudaf. 2. styrmand er stadig under uddannelse, da vi kommer ind i sluse 17. Vi kan umuligt tilskrive det hans skyld, at netop denne sluse nægter at fortsætte processen efter vi er kommet på plads. Vi må kalde på hjælp fra VNF, og efter en halv snes minutter dukker er hjælpende ånd op. Vi kommer igennem slusen og ånden følger os igennem de næste ustabile sluser, så vi ikke skal vente yderligere.
Nu er det i øvrigt allerede varmt. Senere bliver det rigtig meget varmt endda. Vi starter en gættekonkurrence om temperaturen, og det bliver 2. styrmand af første grad, Bent, der kommer nærmest med et gæt på 30-35 grader. Termometeret stopper på 33 grader, men sveden holder ikke op med at løbe ned i øjnene.

          Sluseaktivist

På den måde ankommer vi til slutmålet Montchanin. Nej, det betyder altså ikke ”Min kanin”, men er bare navnet på det lokale ”bjerg”. Byen ligger igen lidt fra kanalen, så da vi har fået rejst kaleche og solsejl og sundet os lidt i skyggen af disse, begiver vi os afsted for dels at finde stationen og dels lokalisere en egnet restaurant. Vi passerer en restaurant, der er lukket for middagspausen efter ca. 300m, men vi må videre. Ca. 2km senere er skridtene blevet slæbende og tungen tør og støvet, så vi falder ind på et vandhul. Tilpas fugtige i ganen traver vi atter af sted mod jernbanen. På vejen kommer vi igennem centrum, som i store træk er lukket. Den ene acceptable restaurant vi finder – har ferielukket!
Med grus mellem tæerne og tænderne når vi da endelig frem til Gare SNCF og får checket togtider. Det var en god ide, for det viser sig, at Ann-Mari og Bent faktisk skal med bus fra Montchanin til Chagny, og først derfra med tog til Chalon-sur-Saône.

          På vej tilbage fra stationen - og det er vaaarmt

Så er det på plads, og vi skal bare de 4km hjem igen. Der går en bus lidt tilbage ad ruten, så vi tramper derhen og stiller os op for at vente på bussen, som skal gå om et par minutter. Efter et kvarter lugter vi selv svedigt og Skipper lugter lunten. Tidsplanen er anderledes i skoleferien, så vi kan vælge mellem at vente 40 minutter mere eller klare os selv. Vi vælger det sidste og begynder at sætte den ene fod foran den anden. Vi vælger en lidt anden rute, som nærmest bringer os udenfor byen. Det var måske en fejl, for her er der ingen huse til at skabe skygge, men til gengæld kommer vi forbi brombærbuske med gode bær.
Langt om længe når vi frem til vores ”lokale” restaurant. Vi entrer terrassen og falder omkuld i stolene for at få noget koldt. De er kun lige ved at åbne, men vi får dog et glas rosé hver, og da regningen skal betales, lyder den på den fantastiske sum af 4 euro – i alt!

Vi vender tilbage i nyvasket stand kl. 20 for at indtage middagen. Den tjener, vi talte med i eftermiddags, anbefalede generelt deres kød, som værende af super kvalitet, men anbefalede ikke nogen specielle retter. Vores tjener til aften er en sød og meget ung pige, som absolut ingen erfaring har med tjenerjobbet. Hun spørger pligtskyldigst om vi ønsker en aperitif, og da svaret er ”en flaske rosévin”, bliver samtlige ord stavet til punkt og prikke. Da den – alt for sent – kommer frem til bordet, er det et studie værd, at følge hendes forsøg på at anvende en proptrækker. Der kommer venlige råd fra nabobordet inden Bent forbarmer sig til at vise, hvordan sådan et apparat bruges. Men alt tages med smil og taknemmelighed fra begge sider, så vi får faktisk noget i glassene umiddelbart inden den endelige nedsmeltning.

          Middag i Montchanin

Så følger en længere snak om tilbehør til kødretterne. Tre af os skal have grill-mix med 4 forskellige slags kød, mens skribenten er sprunget på en entrecote. Der er 4 slags tilbehør  at vælge imellem: fritter, båndspaghetti, og to andre jeg har glemt navnene på. Bent vælger det kendte – spaghettien. Vi andre vælger det, der lyder mest som grøntsager – men som viser sig at være stuvede linser. Og det er så det tilbehør man får sammen med det meste af udstillingsvinduet hos en velassorteret slagter. De skærer stort ud her, men kødet er præcis så super, som tjeneren lovede. Vi bad om lidt grøn salat til, hvilket ankom prompte. Desværre smuttede den unge tjener før vi betalte, men eftersom hun vistnok blev afløst af sin mor, når drikkepengene nok frem alligevel.

Senere, meget senere, går vi alle de 300m hjem til Athene. Det er stadig varmt, så vi svaler lidt på dækket før vi tørner ind for natten.



7. august
Vejr: Overskyet med byger, men lunt. Svag til let vind.
Afgang: 13.00. Ankomst 16.00 i Montceau-les-Mines. Sejlet distance: 12 km, 9 sluser.

Kl. 7 er det fint vejr, men vi står først op kl. 8. Da falder der allerede en smule regn fra den nu helt overskyede himmel. Absolut ikke slemt, bare stædigt.
Bagerstafetten skal nu køres alligevel, men det er da kun små dråber, man skal køre imellem, og brødet reddes hjem i tør tilstand.
Jeg har jo glemt at fortælle, at vi råder over et hemmeligt våben: En regnskræmmejakke.
Det er Lene's regnjakke, som har været monteret adskillige gange i tørvejr på denne tur. Den har så til gengæld holdt regnen væk, og det kunne vi godt tænke os at udnytte igen i dag. Effekten af regnskræmmejakken er lige så videnskabeligt bevist, som en dansk konges brug af fingerknips til at holde løver borte under jagten. En dag i Dyrehaven formastede en af jagtdeltagerne sig til at gå lidt i rette med monarken, idet han påstod: Deres Majestæt, der findes da ikke løver i dette land. Kongen svarede med et let overrasket udtryk i ansigtet: ”Jeg var ikke klar over, at det er så effektivt”.

Vores gæster skal gå til stationen – alle 4 km. Og det skal ske kl. 10.30 uanset vejret. Om det nu skyldes regnskræmmejakken eller bare ualmindelig god timing, så stopper regnen faktisk 10.25.
Vi tager så afsked med Ann-Mari og Bent, som forbløffende hurtigt forsvinder over horisonten, hvilket muligvis skyldes, at vores udsyn er blokeret af VNF huset lige ved siden af vores plads. Senere på dagen kommer en melding om, at både bus- og togtur var gået glat. Bilen holdt også på sin plads omend i let overophedet version, så de var klar til at drage mod Danmark.

          På vej ind i Montceau-les-Mines

Vi sejler videre. Dagens mål er Montceau-les-Mines, hvor vi skal mødes med Ann og John om et par dage. På vejen passerer vi i øvrigt en Møn 391 sejlbåd ved navn Mito fra Roskilde. Det blev kun til et overrasket ”Hej” fra begge sider, idet vi var travlt optaget af at ramme slusen rigtigt. Det var sådan set meget nemmere, da der var en 2. styrmand til den slags detaljer.




Mange hilsner fra

Lene og Bjørn
P.t. St. Jean-de-Losne