Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

Canal de Bourgogne




7. juli
Vejr: Skyet, lidt sol. Frisk vind og næsten køligt.
Vi bliver liggende i Montargis.

          En af de mange blomstersmykkede broer i Montargis

Nu er Louise jo så taget hjem, og vi skal til at tænke på generator igen. Der skal anskaffes et søgeblad (et stykke værktøj), så vi kan få checket ventiler på generatoren. Det er ikke nemt. Vi sendes fra butik til butik, indtil frokostpausen stopper os. Så tilbage igen, blot for at finde en butik, som fører varen, men ikke har flere tilbage. De leveres i morgen..., men da skal vi sejle!
Tilbage til den anden ende af byen, og endelig lykkes det. Tilbage til båden, hvor det kan konstateres, at 0,1mm bladet mangler. Pyt, det skal ikke bruges denne gang og nu kører vi ikke længere. Ventilerne er stort set OK, så det var heller ikke her problemet lå. Der kommunikeres Frankrig-Danmark-Frankrig igen igen, men nu kniber det med løsningsforslagene.


8. juli
Vejr: Skyet, køligt, jævn vind.
Afgang: 9.10. Ankomst 17.10 i Némours. Sejlet distance:  36 km, 15 Sluser.

I havde jo aldrig fået at vide, at vi stak ned ad Canal du Loing fordi Louise også gerne ville nå at sejle på kanal. Den sejlede vi ad for 11 år siden, men den indgik ikke i ruteplanen i år. Derfor vender vi nu om og sejler tilbage til Seinen for at genoptage vores planlagte rute.

Sluserne ligger ret tæt, og nu er vi kun 2 om bord. Men vi finder da tid til at snakke med Farymann eksperten i Danmark og Olympic, som ved alt om Vetus vandlåse. Alt er tilsyneladende monteret korrekt, og der er ikke flere gode råd at få. Der kommunikeres Frankrig-Danmark-Frankrig igen, sådan at Jean-Marc er opdateret. Sidste to muligheder: en servicefri ventil fra krumtaphus til ventilhus kan være defekt. Alternativt kan vi prøve at montere en slange i stedet for oliepinden, så motoren kan slippe af med luft, men stadig beholde olien.
Sejladsen passerede egentlig bare forbi uden at blive registreret. Al energi går stadig til den temmelig nødvendige generator, som bare ikke vil makke ret.
Nå jo, noget bemærkede vi. Det regnede en stor del af eftermiddagen, og der er ikke plads til at have kalechen monteret på denne kanal. Våd styrmand haves, og det dryppede også på gasten.

          Lene reparerer regnbukser


9. juli
Vejr: Overskyet, koldt, jævn vind.
Afgang: 9.15. Ankomst 16.15 i Montereau. Sejlet distance:  33 km, 8 Sluser.

Slusepasseren møder ikke til tiden, og vi er lige ved ikke at komme med i den første sluse, som bestilt, fordi en anden båd springer over i køen.
April er i øvrigt kommet tilbage i utide. Det er koldt at gå i bad. Lene klager over, at mascaraen stivner i utide.
Vi følges med en fransk båd hele formiddagen, de forrest og vi følger. På et tidspunkt møder vi en modgående péniche, men meget praktisk på et sted, hvor kanalen gør et stort og bredt sving. Franskmanden holder positionen og lader pénichen gøre arbejdet. Athenes skipper er mere large. Han viger ud i svinget, så den modgående får plads at arbejde på. Men Skipper betaler også selv prisen. Ekkoloddet går lynhurtigt fra 2,0m til 1,2m og Athene laver en blød opbremsning i mudderet. Lene vil gerne hjælpe med at skubbe fra på bunden med en bådshage, men det virker ikke. Der er ingen bund her, og alligevel hænger vi fast på den. Det lykkes dog at sejle fri ved egen kraft efter et par minutter.

Efter frokost kommer vi hurtigt tilbage til Seinen, hvor der bunkres diesel. Det vides ikke, om deres kreditkortautomat virker, så vi får for 500 euro, som vi har i kontanter. Det bliver til 420L, som næsten fylder tanken op. Der findes også en udstyrsbutik, men den begrænser sig til det mest basale udstyr, så heller ikke her finder vi brugbare ting. Vi kunne ellers godt tænke os et par kuglefendere, men det må blive ved tanken.

Hen til dagens sidste sluse, som er en af de store flodsluser. 2 lystbåde er sejlet ind, og vi kommer halsende. Heldigvis kommer der et par pénicher efter os, så vi får tid til at flytte fendere. Vi skal bruge hele batteriet på den ene side eftersom denne sluse slet ikke passer til småbåde som vores. Men det lykkes da også at komme godt igennem her, og så er der kun et par km til Montereau, hvor vi stopper for natten. Vi kommer til at ligge uden på Pogue Ma Hone, som sejles af et irsk par. De har rigtige problemer: skrueakslen er ved at miste forbindelse med drevet, så det er godt, at de ikke kom afsted, som det ellers var planlagt. Det er ikke sjovt at ligge på en flod uden mulighed for at flytte sig af egen vilje.

  Athene uden på Pogue Ma Hone  Stemning i Montereau


Vi vender rundt, så generatorens udstødning vender bort fra naboen, og så starter eksperimenterne. Trykventilen tvinges i position med et stykke ståltråd, og i skrivende stund kører den på sit 30. minut uden at have svinet noget til. Fingrene holdes krydsede, hvilket dog virker hæmmende på skrivehastigheden.
Nu er det blevet et par dage senere, og generatoren holdt faktisk til 10 + 10 + 20 + 30 minutter uden at bryde sammen. Herligt, men vi vil gerne se den køre noget mere, før vi melder tilbage til Jean-Marc.


10. juli
Vejr: Sol / skyer, køligt, let vind.
Afgang: 8.10. Ankomst 17.10 i Sens. Sejlet distance:  41 km, 8 Sluser.

Vi lægger fra kl. 8.10 eftersom vi skal nå til Sens i dag, hvilket er en pæn tur. Og så åbner sluserne først kl. 9.00 på trods af, hvad der står skrevet i vores materiale #€!??&.
Vinden frisker op i løbet af dagen, men det er jo store sluser vi skal ramme, så det er intet problem. Det er til gengæld et problem, at sluserne har skrå sider. Man kan ikke komme til at fortøje fordi pullerterne er mindst 5m væk. Hvis man får hjælp af slusepasseren, har man godt nok fat i siden af slusen, men intet at læne sig op ad. Vi er heldigvis alene i sluserne, og får derfor lov til at flyde rundt uden fortøjninger.

          Hvordan skal man lige holde sig fri af sådan en kant?

En andemor hviler med sine ællinger på kanten af en sluse. Det ligner pause i ællingeskolen, og det er det vist også. Da vandet når næsten op til dem, strækker hun sig og gør klar til næste lektion. Ungerne strækker lemmerne ligesom Mor, og så plopper de i vandet efter tur.

Vi rører også bunden i dag, men denne gang uden egen skyld. Vi er nødt til at vente på frokostpause foran en sluse, hvor kanalen er meget smal. Vi gør derfor fast ved en form for anlægsplads og venter der. Da slusen starter igen, kan vi se, at en péniche skal den modsatte vej, så vi holder bare fast på pladsen. Da den kommer ud af slusen, stille og forsigtigt, trækker den så meget vand til sig, at der ikke er nok til at Athene kan flyde! Det lyder grimt, men går nu meget fredeligt, og vandet kommer tilbage så snart pénichen er forbi.

Så ankommer vi til Sens. Der tilbydes pladser langs en fin kaj, som kun har et problem. Der er 30m mellem pullerterne. Vi må for en gangs skyld bryde alle regler og anvende et træ til fortøjning. Rebet går tværs over et gangareal, så vi markerer tovet med rød/hvide plastikbånd og håber, at forsikringen dækker, hvis nogen falder i tovet.

          Fortøjet til et træ ... (næsten) aldrig set før

11. juli
Vejr: Overskyet, lunt, let vind.
Vi bliver i Sens.

Formiddagen går med at handle og se på byen.
Christine ankommer med toget kl. 13.13, så frokosten udskydes til hun er vel ombord. Stationen ligger fint inden for gå-afstand, hvilket er udmærket eftersom det er en sulten løve, der stiger af toget. Hun er taget med flyet 8.20 fra København til Paris. Det medførte jo check-in før 6.20 og deraf følgende tidlig morgenmad. Så hun knurrer ad os på trods af højt humør.

Efter velfortjent frokost, går vi tur i byen uden særlige oplevelser. Resten af eftermiddagen tilbringes ombord, hvor der bl.a. monteres ekstra fendere. De kunne jo lige så godt gøre nytte i stedet for at fylde ankerbrønden op.


12. juli
Vejr: Overskyet, let byge, svag vind.
Afgang: 9.20. Ankomst 14.00 i Villeneuve-sur-Yonne. Sejlet distance:  17 km, 4 Sluser.

En let byge om morgen, men let regn i løbet af dagen. Vi sejler alligevel, og kan have kalechen oppe, fordi vi sejler på flod, hvor broerne er høje nok. Det regner tilstrækkeligt til, at vi monterer side- og agterstykker på kalechen for første gang i ugevis, men alt får en ende. Regnen stilner af inden vi skal lægge til i Villeneuve-sur-Yonne.
 
          Til byfest i Villeneuve

Vi beslutter os for at ligge uden for lystbådehavnen, for at være lidt tættere på byen. Hvad vi ikke vidste var, at vi så også kom tættere på underholdningen. Der er stort arrangement i byen i dag, og det starter kl. 15. Der er bl.a. gymnastikopvisning af det lokale hold pirater. Der er også veteranbiltræf, med mange sjove biler imellem. Og så er der de våde aktiviteter, og det er ikke ølteltet jeg tænker på. Der er opvisning af vandhunde. Der er rundture på vandski for de mindre børn. Bølgerne svarer ikke til børnenes størrelse, så Athene hopper rundt som en korkprop i sine fortøjninger. Der er også adgang til at forsøge  sig i robåd, hvilket nogle af gæsterne tydeligvis prøver for allerførste gang. Vi har været rundt at kigge på det hele, og sidder nu i tørvejr over et spil, da der lyder et ”going” som resultat af at Athene er blevet påsejlet for allerførste gang ;) Det er da godt, at novicerne i sejlbåde holdes på den anden side af en bro...
Den irske folkemusik flyder over vandene og sørger for underholdningen indtil arrangementet er slut. Kl. 21 er alting ryddet inklusive telte og afspærringer og det er ikke til at se, at der har været 1.000 mennesker. Det skyldes måske fraværet af et øltelt?



13. juli
Vejr: Let skyet senere skyet, svag vind. Let regn undervejs.
Afgang: 9.00. Ankomst 12.30 i Joigny. Sejlet distance:  19 km, 3 Sluser.

I morgen er det den franske nationaldag 14. juli, også kendt som Bastille-dag. Den plejer de vist mest at fejre aftenen i forvejen, så vi vælger at lægge os i den største by i nærheden. Forventningen er, at der er fest i gaderne og fyrværkeri om aftenen. Det officielle program lyder på parade kl. 21.30 og bal i det overdækkede marked fra kl. 22.00

Vi ankommer tidligt, og bruger en del af eftermiddagen på at finde en passende restaurant til i aften. Det bliver til en længere tur rundt i byen, for udvalget er ikke særligt stort, men spredt rundt om i den store by. Vi vælger La Maison Bleue, som er en lille og hyggeligt udseende restaurant i centrum, som ekstraordinært holder åbent på denne dag, som ellers er deres fridag. De har ikke noget telefonnummer på døren, så Skipper tropper op ved åbningstid kl. 19.00 for at reservere et bord til kl. 20. De kigger godt nok noget overrasket, men reservationen noteres behørigt.

          Her så familien Rem VM fodbold DK - Brasilien i 1998.

Pæne i tøjet dukker den lille familie op kl. 20.00. Vi har gået igennem en næsten tom by – der sker bare ingenting. Vi bliver da også de første på restauranten, som i øvrigt tager pænt imod os. Mens vi spiser, begynder et gevaldigt tordenvejr, og det sætter gang i forretningen. Der bliver fuldt hus i løbet af et øjeblik, så den unge og utrænede tjener får sin sag for. Heldigvis stilner det af, inden vi skal hjem til skuden.
På vejen møder vi lige paraden. Den består af køretøjer fra militær, Røde Kors og redningstjeneste?. De ca. 50 køretøjer kører ad hovedgaden og har passeret os i løbet af ganske kort tid, men parade – det var der da!

V springer ballet over i erkendelse af, at det nok ikke lige er vores stil, og kommer dermed tilbage i næsten tørvejr. Fyrværkeri til at markere dagen med – det bruger vi ikke her.



14. juli
Vejr: Overskyet, gråt, fugtigt og stille.


Sluserne er lukkede i dag, så vi bliver liggende hvor vi er. Der sker absolut ingenting i byen i dag, og det gør der vist heller ikke på Athene.
Vi ordner nogle praktiske gøremål, spiller spil, læser lidt – og sådan går dagen.

Christine opdager et skjult talent for bogstavspil. Hun banker os efter noder på trods af at vi burde have et forspring i form af øvelse. Gaster bør kende deres plads og undlade at slå (på) deres overordnede!

          Hvis de ikke vil fejre Bastilledag, må vi jo ....

15. juli
Vejr: Solskin, meget varmt, let vind.
Afgang: 8.55. Ankomst 15.30 i St. Florentin. Sejlet distance:  28 km, 9 Sluser.

Da vi lægger fra, får vi følgeskab af 3 andre både. Og vi møder 2 store hollandske træsko i den første sluse, så nu er vi en hel kortege. Så længe vi er på Seinen, er sluserne store nok til os alle på en gang, men vi skal snart skifte til Bourgogne kanalen, hvor sluserne er langt mindre.
Det viser sig, at vi er den eneste båd, som skal på Bourgogne, så vi får det helt for os selv resten af dagen.

Sikke en fred, der er her. Kanalen er smal i forvejen, og eftersom der ikke er nogen fragttrafik på det første lange stykke, får det lov til at gro til. Det giver levesteder til adskillige isfugle. De er normalt ret sky, men en enkelt bliver siddende på sin gren, så vi får et godt kig, mens vi sejler forbi. Det er da et imponerende stort næb, der er monteret på den lille fugl.
Vi har savnet de store rovfugle på hele turen. Normalt ser vi mange hver dag i de fleste områder, men de har glimret ved deres fravær indtil i dag. Men her er der så til gengæld flere kolonier. Vi har ikke kunnet identificere dem endnu pga. lys og afstand, men det ligner umiddelbart glenter, eftersom vi mener at kunne se en lille kløft i halen.

Canal de Bourgogne er 242km lang, og der er spredt 189 sluser med ujævn hånd over dette område. Det forklarer til dels, hvorfor der kun er 3 udlejningsbureauer tilbage på denne kanal. Det er hårdt arbejde, specielt når man tager dem denne vej, hvor de fleste slusninger er opad. Sluserne er af den lille type, og de er bemandede. Vi har præsteret dage, hvor det har set ud som om vi var første båd, når vi passerede kl. 14. Hvis det passer, har de god tid til at tænke over tingene. En enkelt ungersvend, som vi kunne observere  i en hel frokosttime, så da også ud til at kede sig godt og grundigt. Han havde vist erkendt, at en karriere inden for slusepasning ikke lige passede til ham.

          Sådan kan man også parkere, Jens ....

Vi ankommer til St. Florentin kl. 15.30, og så er det godt at være vel forberedt hjemmefra. De har en fin, lille havn, men den er så privat, at al indsejling er forbudt. Gæster skal ligge ved en betonkaj, hvor der også ligger en række udlejningsbåde. Fortøjning foregår ved, at man bakker enden ind til betonkanten og sætter 2 fortøjninger i land. Der er en 20cm høj kant at fendre af imod, og enhver normal fender vil bare smutte op over kanten, og så er der nærkontakt af 3. grad mellem beton og lak. Men Skipper dykker ned i ankerbrønden og finder vores hemmelige våben frem: 4 brugte dæk fra en gokart, bundet sammen på en line så de holder afstand, og linen kan hægtes på pullerterne på badeplatformen. Så er vi klar til at lægge til.
Nogle læsere vil måske spørge, hvordan man klarer det nummer med en sejlbåd, som er rund bagtil? Det er slet ikke noget problem. De kommer nemlig overhovedet ikke ind til kanten. Der loves en dybde på 1,4m vand i denne del af kanalen, men det er ude på midten. Herinde ved kanten er vi glade for, at vores 1,1m ikke hænger fast i bunden. Og har du en motorbåd med rund eller spids hæk, skulle du nok have fundet et andet sted at overnatte :))

Det er faktisk rigtig dejlig varmt i dag. Det er i hvert fald godt, at vi ikke har planlagt køkkenopgaver til flere timer, for der er mindst 35 grader i kabyssen. Menuen står på grillmad, som jo heldigvis kan laves i det fri. Lidt senere på døgnet bliver det sengetid. Temperaturen i skibet er vel faldet til under de 30, men ikke markant under, så måske skulle man overveje en udendørs overnatning?



16. juli
Vejr: Solskin, meget varmt, let vind.
Afgang: 9.15. Ankomst 16.15 i Tonnerre. Sejlet distance:  25 km, 11 Sluser.

Vi sejler igennem det burgundiske landskab uden at møde en anden båd det meste af dagen. Landskabet er pragtfuldt. Bøfferne græsser i flæng på markerne langs kanalen, og det bakkede landskab giver både de helt store udsyn, som kort efter afløses af en strækning med bakker eller bevoksning på begge sider. Og her er frodigt på denne årstid. Bønderne er i gang med at tage den første høst ind, men det spolerer ikke indtrykket af en grøn og frisk natur.
Sluserne havde i sin tid hver sin faste passer, som boede i det tilhørende hus. Da vi sejlede her for 10 år siden, konkurrerede de stort set om at lave den smukkeste udsmykning af slusen. Noget af det er gået tabt, eftersom mange af husene i dag står tomme og resten bebos af tilfældige lejere, men der er stadig nogle, som gør meget ud af blomsterudsmykningen. De sælger også de lokale produkter, som ud over vin omfatter honning og marmelader. Det er sjældent billigt, men der følger jo lidt historie med.

Vi har krydset spor med andre, der er på Tour i France. Cykelrytterne kom forbi dette sted for et par timer siden, og der lugter stadig svedigt:
          Tour'en kom lige forbi

Der var jo lovet en vanddybde på 1,4m, men ekkoloddet har nu ved flere lejligheder påstået, at vi har måttet nøjes med mindre. Det kan skyldes den bløde bund, men da vi nu alligevel passerer et VNF kontor, spørger vi lige, om vi kan forvente at komme igennem kanalen uden problemer. Skipper lægger lige 10cm til vores reelle dybgang bare for at have lidt margen. VNF er myndigheden, som bestyrer langt de fleste af de franske indre vandveje, så de burde vel vide det om nogen. De svarer ”ingen problemer”, fortsæt bare, så det gør vi.

Ud på eftermiddagen møder vi ikke mindre end 3 modgående både ved samme sluse, og det var så de både vi så den dag. Begge kvinder benytter fraværet af tilskuere til at øve færdighederne som rorgænger ved at sejle skuden ind og ud af sluserne. De rammer plet hver gang, men det er ikke en disciplin de slapper af ved, så Skipper må i store træk godt beholde den fornøjelse for sig selv.

Det er stadig stinkende varmt, så da vi har lagt til, tager Lene og Bjørn på tur til supermarkedet for at gå en tur blandt kølediskene, mens Christine passer på agterdækket. Franskmændene har et liberalt syn på energiforbrug, så de køler gerne et halvt supermarked ned til kuldegrænsen. På en normal dag, skal man huske at klæde sig på til at gå i supermarkedet, men i dag nyder damerne vist bare køligheden (de havde så vidt vides tøj på under hele besøget).

Under middagen trækker tunge skyer op, men vi når da at afslutte måltidet inden regnen begynder. Regn bliver til torden, og den fortsætter i timevis til langt ud på natten.



17. juli
Vejr: Sol og skyet, køligt, blæsende, byger/regn.
Afgang: 11.40. Ankomst 18.35 i Lézinnes. Sejlet distance:  20 km, 11 Sluser.

Vi starter med solskin, som dog hurtigt bliver til skyet vejr. Inden vi tager af sted, tager vi på rundtur i Tonnerre. Vi ser bl.a. Fosse Dionne via en lang omvej op og ned ad bakke. Navnet kommer af Fons Divona, som løseligt kan oversættes til guddommelig kilde. Kilden flyder konstant omend med varierende vandmængde, og det har den så gjort siden romertiden. Man kan se langt ned i vandet og i gamle dage mentes den at være bundløs. Nogen har påstået, at det var døren til Helvede og andre har ment der boede en slange i kilden. Moderne udstyr har gjort det muligt at udforske en del af denne undervandsverden, og man har i hvert fald kunnet konstatere en 2,5m høj hule, som først stopper i en dybde af 28m. Dernede kommer en indsnævring, men så fortsætter hulrummet yderligere 360m og falder til en dybde af 61m. Så vidt jeg ved, er der ikke nogen, som er kommet dybere endnu, men der er mere at udforske for friske dykkere.

  På sporet af Fosse Dione  Fosse Dione er dyb og dragende

På vejen i dag skal vi have fyldt vand på tankene. Vi kunne have klaret det i morges, men det krævede en flytning af båden, og så ville vi hellere af sted. Tilfældet vil, at næste ”havn” er optaget af store både, så vi må lige ligge udenpå mens vi tanker vand. En af bådene, Linquenda, fører australsk flag agter, men har også et lille dansk flag ude foran, og på dækket står dens skipper, som bestemt taler dansk. Han og fruen (som vi ikke møder) er gået på tidlig pension, og sejler nu på 5. sæson i deres fine gamle skiv. Typen er en luxemotor og størrelsen lige under 20m. Vi fik ikke taget billede, men indretningen omfattede også en terrasse henover midtskibet, så der var god mulighed for udendørs ophold, hvilket ellers ofte kniber på disse skibe.
Vi fik også et tip til passage af tunneller generelt, men Pouilly-tunnellen i særdeleshed. Pouilly skal vi igennem om nogle dage. Den er meget lav, så vi skal demontere kaleche,  vinduer og formentlig også instrumentbøjle. Når det er gjort, er vil klar til at sejle de 3,2 km igennem bjerget. Og så er den smal: 3,00m bred i 3,10m højde. Der er kun lige plads til søgelænderet. Men det tager kun en bagatel af 30-35 minutter at komme igennem.
Hans råd er: skær friske grene af (5-10 cm tykke) og bind dem på søgelænderet, så de peger skråt bagud. Grenene fungerer som afstandsholdere og gør, at man stort set kan sidde med benene oppe og slappe af i stedet for at komme sveddryppende ud på den anden side. Vi overvejer stadig om vi skal følge rådet .... hans søgelænder er en del kraftigere end vores.
Vi kommer jo også til at klare os uden den fuldbefarne matros, som Christine er blevet til her i andet besøg. Hun falder naturligt ind i rutinerne, og vi debatterer jævnligt, hvordan hun kunne blive fast medlem af besætningen i fremtiden.


Middagen skal laves ved hjælp af vores egen strøm, og vi vil helst undgå generator bouillon (for de uindviede: gammelt Shubidua nummer). Det lykkes da heldigvis at få produceret et måltid, men den er stadig ikke god den lille maskine.



18. juli
Vejr: Solskin, meget varmt, let svag vind.
Afgang: 9.10. Ankomst 15.30 i Ravières. Sejlet distance:  19 km, 9 Sluser.

Det tager lidt tid, det her. Første sluse er ekstreeemt langsom. Efter slusning, ligger vi og venter i karret i mindst et kvarter, mens der absolut ingenting sker. Så tager den unge passer sig sammen til at forsøge at trykke på knapper, og endelig går dørene op, så vi kan komme videre.
Efter frokostpausen kommer vi til den næste sluse, som er lukket. Vi venter længe inden Lene hopper i land for at finde en at sparke bagi. Sådan en kan hun ikke finde, så efter at have snakket med personalet i den meget nærliggende restaurant, går hun over til selvtægt. Med assistance af to kvindelige cykelturister tømmes slusen for vand og portene åbnes, så vi kan sejle Athene ind. Tjeneren fra restauranten kommer til, og han og Lene åbner for vandet, og først nu kommer en lidt forsovet ungersvend til stede og overtager ansvaret for den videre slusning. Han var vist gået omkuld i sin bil, som holdt i skyggen ca. 50m væk. Der var ikke et ord til undskyld, men til gengæld turde han heller ikke brokke sig over, at vi selv var gået i gang uden tilladelse.

          Gasten på hårdt arbejde

Kanalen er på sine steder meget bevokset i kanterne og det passer tilsyneladende vandrotter godt. Vi ser i hvert fald flere, og til en forandring er de ikke så sky, at de bare dykker når vi kommer nær. Vandrotter er i øvrigt langt fra almindelige rotter i udseende, så de er ret hyggelige at studere, mens de svømmer rundt med deres byggematerialer, som kan være græs, blade eller kviste.

Aftenen går med en glimrende middag hos Tante Lizette, hvor vi markerer, at det er Christines sidste aften ombord. Vi har valgt den eneste restaurant der findes i byen, men de er heldigvis skrappe til at lave mad og får vores bedste anbefalinger.

          Belønningens time


19. juli
Vejr: Skyet, let vind.
Vi bliver liggende i Ravières.

Christine skal med toget 10.35. Vi havde cyklet til stationen i går for at checke distance og afgangstider, så vi går afsted med kuffert og cykler ca. kl. 10. Sidst vi tog afsked var det jo med smil og ”på snarligt gensyn”, men denne gang er det sværere at sige farvel. Vi skal jo nok ikke mødes de næste 3 måneder, og selv om Skype måske virker godt nok, så virker franske netværk ikke synderligt imponerende, så vi skal måske ikke engang ses på den måde.

          Afskeden er nært forestående

Toget triller nordpå med Christine ombord og vi triller tilbage til Athene på de medbragte cykler. Cyklerne får en hårdt tiltrængt service i løbet af dagen. Bl.a. har Lene ikke kunnet anvende 1. gear længe, men det bliver da genfundet og testet på en lokal bakke.
Eftersom Skipper ikke gider sejle i dag, bliver der tid til at lave service på pumpen til holdingtanken. Den er monteret under vores seng i agterkahytten lige ved siden af roret. Der er sådan set masser af plads i det rum, men som en selvfølge er tingene pakket sådan sammen, at det er svært at komme til. Men når man har stået på hovedet længe nok, kommer pumpen fri så man kan komme til at arbejde på den. Pumpen har i nogen tid  ikke kunnet pumpe vand ud i normale mængder og har også fået en tendens til at overbelaste sin sikring. Det vides ikke hvornår det er opstået, men årsagen findes i dag. Der var en i øvrigt intakt skive, som var trukket helt ind i pumpen, hvor den delvis blokerede afgangshullet. Hvordan den var kommet ned i tanken er et mysterie, men nu er den væk, og pumpen fungerer, som den bør. Man behøver ikke kede sig, når man har båd ...



20. juli
Vejr: Overskyet, svag vind.
Afgang: 9.10. Ankomst 15.15 i Montbard. Sejlet distance:  20 km, 12 Sluser.

Nu spidser det til. Kanalen er så tilgroet nede i vandet, at der kun er en ganske smal sejlrende. Faktisk er der nogle steder så mange vandplanter, at de fleste ville kunne agere en kendt teologisk figur ved at gå en tur på vandet. Et par gange får vi så mange planter i skruen, at fremdriften påvirkes alvorligt. Det kan heldigvis klares ved at bakke et øjeblik. Vi møder selvfølgelig modgående trafik, som er større end os selv, så vi må ind til siden. Men vi kommer ikke tættere end 2m fra bredden før vi sidder på bunden. Péniche-fætteren sejler heldigvis meget langsomt forbi os, da han godt kan se vores problem.

Ved ankomsten til Montbard er der lige en enkelt plads tilbage til os. Det kræver dog hårdt arbejde at få møvet Athene ind til siden, dels på grund af vandplanter og dels på grund af det lave vand. Normalt sætter man roret helt ud til den ene side og giver et skub med skruen, og så driver båden stille ind til siden. Men her skal der mange forsøg til for at komme ind, og bagefter ser det ud som om nogen har slået græs i vandet. Der er løse plantedele opløst i mudder alle vegne. Men vi kom da på plads.



21. juli
Vejr: Sol, køligt → meget varmt, jævn-hård vind.
Vi bliver liggende.

Vasker tøj fra morgenstunden.

  Abbaye de Fontenay - meget stilfuldt  Søjlegangen i klostergården


Derefter cykler vi til Abbey de Fontenay. Det er et kloster, som ejes af en familie, som har restaureret det fra sin blakkede fortid som papirmølle til det nu fremstår som et bevaringsværdigt minde på Unesco's World Heritage liste. Turen derud forlænges af det kort, vi fik på turistkontoret. Det viser nemlig en bro, som aldrig har eksisteret. Så efter et par fejltagelser kom vi afsted på ret kurs, og så var der en lille tur på 6km i blidt bølget terræn. Men besøget var bestemt turen værd. Klosteret var i sin glansperiode i 12. til 15. århundrede kendt for sine landbrugsmetoder og dyrehold. Den tilhørende smedje fremstillede værktøj, som blev solgt viden om. Jernet til smedjen kom fra et nærliggende brud, og man udvandt jernet på stedet. Som nogle af de første anvendte de vandkraft til dels at drive blæsebælge til smelteovnen og dels til at drive en hammer, som man ikke skal lægge fingrene under!
Hjemturen er varm, så vi besigtiger lige en køledisk på vejen.

          Stor hammer - pas på tommelfingrene - allesammen!

Og så er den gal igen. Toilettet kan ikke trække vand nok ind til at skylle. Og er der èn ting man ikke kan undvære ... Toilettet trækker – ved hjælp af en håndpumpe - søvand ind gennem et rør, som munder ud i bunden af båden. Det er jo nok nogen vandplanter, der er kommet i vejen, så skipper smider kasketten og trækker i mekaniker-shorts. Toilettet er ca. 1 kvadratmeter stort, og der er vel 30-35 grader, så shorts må være nok. Alt fra stophanen ved vandindtaget og frem til og med pumpen på toilettet efterses. Det viser sig i øvrigt, at stophanen ikke fungerer mere, men den da den er lige under vandlinien, kan den først skiftes, når Athene kommer på land en gang. En 90 graders vinkel på røret gør, at det ikke er muligt at teste, om der sidder noget i røret, som går ned til bunden af båden. Men en pumpe kan da blæse luft ned gennem røret uden den store modstand. Så mekanikken samles igen, og toilettet afprøves. Det får lidt mere vand, men stadig ikke nok. Håber, at vi kan sejle eventuelle løse dimser ud af røret i morgen, for det er umuligt at arbejde udefra i denne vandskov. Lykkelige ere de enfoldige.

Lene sidder i mellemtiden på agterdækket og forsøger at reducere den globale opvarmning ved at trække solen til sig. Det bliver man også svedt af, så besætningen må i bad inden vi drager ud i byen for af se på Marché Touristique. Der vises vej til markedet på skilte, som sender os op og ned ad bakke. Klokken er godt nok blevet 19, men det er temperaturen ikke. Den ligger stadig på de 30, og dermed var det nok helt fint at finde en udendørs restaurant til middagen.




22. juli
Vejr: Skyet, regn.
Afgang: 8.30. Ankomst 12.00 i Venarey-les-Laumes. Sejlet distance:  12 km, 8 Sluser.

Sikke en nat. Det var desværre ikke hed elskov men kun hede, som gjorde det svært at sove. Christine ringede i øvrigt kl. 2.45 for at spørge om, hvordan man bedst slår en røgalarm ihjel, når man nu har fjernet det flade batteri og den alligevel bliver ved med at bippe en gang i minuttet. Og godstogene buldrede forbi i stort antal – sporene er ca 150m væk. Da de ikke havde flere tog, så startede morgentrafikken, og den passerer  i ca. 10m afstand. Men om vi vil bytte? Ikke tale om!

Der er lovet tung regn hele formiddagen, som heldigvis skal afløses af omfattende tordenvejr efter frokost. Heldigvis er vi lidt stædige, så vi monterede regntøjet og startede kl. 8.30 for at være ved første sluse kl. 9.00 og dermed kunne nå til dagens mål inden frokost.
Det lykkedes alt sammen, og på vejen fik vi nogle få dråber, som ikke engang kunne skylle støvet af regnjakken. I løbet af dagen klarede det op, og da vi nåede til Venarey-les-Laumes skinnede solen og det var igen nær de 30.

Bådudlejningsfirmaet Nicols har en base her, og de har en vagtgås. Den har sin faste plads på et hjørne af havnen, hvorfra den holder øje med trafikken på kanalen. Hvis den da ikke lige er henne for at checke aktivitetsniveauet på kontoret. Vi har fået sendt nogle nye fendere i moderigtig farve hertil, og de ligger ganske rigtigt og venter på os. Vi får hjælp til at få dem pustet op, og det viser sig, at der er en støbefejl på den ene. Forhåbentlig kun en skønhedsplet, for det er rigtig kikset, hvis den punkterer med et brag når vi har mest brug for den.

          Vagtgåsen - pas du bare på

Toilettet duer stadig ikke, men her er vandet fri for begroning. Ergo, på med badebukser og dykkermaske, fat en tang, og kom så i vandet Skipper. Gåsen brokker sig noget fra sin hjørneplads over at der er fremmede i dens vand. Hullet til toilettet sidder 1m inde under båden, og det konstateres hurtigt, at det er stoppet til af vandplanter, som minder om grankviste. Det tager nogle forsøg med rumpen omvendt i vandskorpen at få lokaliseret hullet og lidt efter lidt få det renset ved brug af tang og bukket stålbøjle. I mellemtiden kommer en lettere ophidset vagtgås nærmere og nærmere. Uset af dykkeren har fruen bevæbnet sig med en bådshage for det tilfælde, at gåsen skulle blive for nærgående. Det må have været et gribende syn forden båd, som kom ind i havnen: Kong Neptun med tang i skægget, som snakker med en bevæbnet furie.

          Neptun i rette element ?

Og furien var stadig ikke tilfreds med toilettet, så det måtte skilles ad en gang til. Denne gang i alle bestanddele, men der var intet at finde i pumpemekanismen, så alt blev renset, smurt og samlet igen. Det bedste der kan siges i skrivende stund er, at det er tæt. Det er desværre også blevet meget tungere at betjene, så jeg må nok til det igen, men det bliver først senere.



Så får du ikke mere for den 25 øre.  Næste gang kommer du til at høre mere om vores underjordiske færd.



Mange hilsner fra

Lene og Bjørn
P.t. Venarey-les-Laumes