Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

De tyske kanaler og floder



Vi har ganske stor erfaring med de tyske vandveje. Athene blev købt i Berlin og sejlet hjem derfra med diverse omveje. Vi har siden sejlet til Holland og retur, så der fik vi afprøvet den nordvestlige del, som vi stort set skal gentage denne gang. Og så har vi været en tur i Berlin, hvor vi fik afprøvet resten derovre. Så jo, vi har set det meste af de nordtyske indre vandveje. Lad os tage en tur på dem...

Elbe-Lübeck-Kanal. Den går nord-syd mellem Elben og Lübeck og er meget let og rar at have med at gøre. For det første fordi det er en køn tur. Kanalen snor sig noget, er ikke alt for bred, og der er hele tiden noget at kigge på. Der er faktisk også en hel del fugleliv og nogle dyr at holde øje med. Masser af broer, så du skal ikke komme her med masten på. Få og store sluser (12m x 80m), som er nemme at komme igennem. Meget lidt - hvis ikke ingen - fragttrafik, så du skal kun konkurrere mod de andre lystsejlere; men da det er flest tyskere, er der køkultur og orden i sagerne. Det bliver anderledes senere på turen.
Vi overnatter i Güster, som har sit eget vandland:
                                         Indsejling til Güster
Vi foretrækker Elbe-Lübeck frem for Kieler-kanalen til enhver tid, selv om sidstnævnte også giver adgang til de vesttyske vandveje.  Ulempen ved vores valg er dog det, der følger efter....

Elbe-Seiten-Kanal. Den er for lige. Den er for bred. Den er for lang. Det er egentlig lidt uretfærdigt. Den er pænt plantet til, og fra tid til anden får man en glimrende udsigt ud over sidevoldene. Der er et rigt fugleliv, som byder på mange forskellige svømmefugle, hejrer, rovfugle og andet fjerkræ. Men den er for det meste så lige, at vi kører på selvstyrer. Den hedder i øvrigt Ray, selvstyreren, eftersom vi har Raymarine instrumenter. Den skal da godt nok tunes ofte med en enkelt grad til bag- eller styrbord og man er nødt til at være vågen hele tiden fordi - når man kommer forbi noget spunsvæg eller passerer en usynlig akvædukt eller sejler under en bro, så påvirkes kompasset voldsomt. Det er jo netop kompasset, som fortæller Ray, hvilken vej vi aktuelt sejler, så når han pludselig tror, at vi er 20 grader ude af kurs, gør han noget for at rette op på sagerne. Der kommer et godt og solidt udslag på roret, som får Athene til at sætte kursen direkte mod kanalkanten, som i parentes bemærket højst er 15m væk. Så er det man skal være vågen!
Når det er sagt, så er der ret fladt. Du skal lige passere Schiffshebewerk Lüneburg-Scharnebeck, så er du godt på vej sydpå. Det er ca. lige så let som at tage en elevator. Du sejler dit skib ind i elevatorvognen, som som hæver eller sænker dig 38m uden at du i øvrigt rører en finger. Udsigten fra toppen er GOD. Dramaet kan muligvis starte når du skal ud af truget. Der er sandsynligvis et fragtskib (lad mig fremover kalde det peniche) foran dig i truget eftersom de har højeste prioritet her. Når det skal ud, foregår det som en elefantparring - under stor larm og megen tumult. Penichens skipper vil sætte roret ca. 45 grader til den ene side og give fuld gas. Resultatet er, at vandet bag ham kommer til at minde om strømhvirvlerne på Hades. Hvis du har været dum nok til at slippe dine fortøjninger, starter dit drama lige her og nu. Du vil næppe tro det. Elevatorvognen er 12m bred, men pludselig kan en båd på 13m længde stå på tværs. Vent nu med at slippe de fortøjninger, ikk'.

                                       Hebewerk Lüneburg-Scarnebeck

Ved du i øvrigt, hvordan man overhaler en peniche? Det foregår således: Man overvejer længe, finder en MEGET lang lige strækning uden modgående, tager en dyb indånding (det nytter ikke at holde vejret, man er død længe inden man kommer forbi), giver gas – og bliver langsomt gråhåret, mens man sniger sig forbi de ca. 80 meter fragtbåd, som river alt vandet væk fra ens egen skrue. Sådan overhales en peniche!

Efter Scharnebeck lurer Uelzen. Athenes skipper har helt klart et kompleks mht. den lille havn. De har en glimrende gæstebro, som desværre har været opaget et par gange. Når den er optaget, har de nogle pælepladser, som er udstyret med meget høje stålpæle, som er meget nemme at nå og meget nemme at slå sig på. Hvis der er vind, er den på tværs af de pladser, og blæser uvægerligt ind mod det lave vand i bunden af havnen. Hvis der kommer et skib forbi på kanalen, smider den en masse strøm ind i havnen, hvor det kan rotere. Når Skipper nu har foretaget sit angreb på en pæleplads 2 gange fra den ene side og har misset markant, så prøver han da fra den anden side - og misser lige så markant. Skippers råd er derfor: Undgå Uelzen - man får skrammer i lakken. Denne gang blev vi reddet på målstregen: vi fik lov at låne slip-pladsen.

                                   Reddet for denne gang

Derefter er det særdeles fredeligt til du kommer til ...

Mittelland Kanal. Den går øst/vest igennem Tyskland på højde med Berlin og Hannover. Du kan altså både bruge den til at komme til Berlin, som i øvrigt er et fantastisk sejlområde. Prøv det!  Og du kan også bruge kanalen til at komme vestpå, som vi skal på denne tur. Drejer du til venstre, kan du besøge VolksWagen fabrikkerne efter ganske kort tids sejlads. Men vi skal mod vest og drejer derfor til højre. Var der fladt før, kan der bages pandekager nu. Der venter kun én sluse: Schleuse Anderten. 14,7m nedad. Dystert. Skæbnesvangert. Ventetid er der altid. Denne kanal skal egentlig bare overstås. Fordomme er der nok af. Denne gang slipper vi igennem Anderten, uden overhovedet at skulle fortøje ved ventepladsen!

Vi laver i øvrigt lige en anbefalelsværdig afstikker fra Mittelland. Drag ca. 3km ned af Zweigkanal Salzgitter og drej til venstre ind i Yachthafen Heidanger lige før slusen. Se det er en oase, som er en overnatning værd. Det er en tidl. grusgrav, som er plantet til med eksoiske planter. Stedets restaurant ser ud, som om det burde have en stjerne eller to fra Michelin. Vi fik ikke prøvespist denne gang, men fik til gengæld glæde af nattergalen, som sang for os hele natten.

                                  Vor plads i Heidanger

Videre hen ad Mittelland kommer vi til Minden, hvor vi efterlader vores gummibåd. Der er ikke brug for den på resten af turen, og den hænger nu mest i vejen. Der skal være plads til at tørre tøj!
Senere kommer vi forbi det gamle hebewerk i Henrichenburg:

             Det gamle hebewerk i Henrichenburg

Der ligger et museum i forbindelse med værket, som vi godt kan anbefale at besøge.

Henne for enden af Mittelland har vi så sejlet på tværs af en stor del af Tyskland, og kun oplevet en højdeforskel på de knap 15m i Anderten. Nu kommer du så til ...

Dortmund-Ems-Kanal. Du får 3 gæt på, hvad den kanal forbinder. Hvis du gætter rigtigt, har du vundet et ekstra gæt. Hvis du ikke kan gætte det, får du løsningen her: Dortmund og den sejlbare del af floden Ems (ja, den eksisterer også uden for krydsordblade). Vi drejer mod syd og skal passere en enkelt sluse på vejen. Den hedder Münster lige som byen, den ligger tæt på. Sidst vi var her, var der kanal(vej)arbejde på en stor del af strækningen. Med ensretning og nedsat hastighed og hele molevitten. Det er nu blevet færdigt, og det er så pænt og pyssenyssligt, at det er helt forkert. Det bliver bedre i løbet af nogle år, når det får lidt patina. Og så havde de startet vejarbejde på en ny stor strækning. Med ensretning og nedsat hastighed og hele molevitten. Det vil også blive pænt og effektivt, og med lidt tid, bliver det til en rigtig dejlig kanal at sejle på.

Da vi nu har slidt Dortmund-Ems op, skal vi vælge mellem Wesel-Datteln eller Rhein-Herne kanalerne. Vi har prøvet den første, så vi vælger den anden for forandringens skyld. Så skal man godt nok sejle lidt længere på Rhinen, men mere om det senere. Rhein-Herne er pæn og nydelig, og smal og snoet nok til at være interessant. De har også kunst på vejen: En ualmindelig hængebro ved Hessen.

                                 Spændende bro        

Vi ovevejede at købe denne bro, men de var for lang tid om at pakke den ind:

                                 Et gaveforslag

Dejlig sejltur, men lad nu være med at planlægge en overnatning her. Vi havnede i Gelsenkirchen Hafen, hvor vi tiggede os til en plads i handelshavnen. Det er i øvrigt her Schalke 04 bor, og de skulle spille kamp samme aften. Ham Ebbe har ikke levet forgæves. Vi så stadig en fantrøje med navnet Sand på! Nå, men vi skulle jo overnatte. Lige overfor en mølle i havnen. Ikke en af dem med vinger på, men en af den slags med et el-forbrug som svarer til Ålborg's og en masse larmende maskiner til at bruge al den strøm på. Godnat Ole Lukøje. Midt på natten var der afgang for et skib eller to. Og så startede der en ny maskine, som rumlede igennem Athenes skrog og lige op i vore hovedpuder. Mørbankede stod vi op kl. 7 - og fandt lidt senere ud af, at den nye maskine var vores egen spulepumpe, som var gået grassat. Ikke fordi den havde spulet noget som helst, men den havde febrilsk forsøgt at skabe tryk i vandslangen, hvilket den ganske åbenbart ikke var i stand til i løbet af nogle timer. Vi slukkede den med et træt suk, før vi tog af sted mod Rhinen.

Peniche. Det er egentlig betegnelsen på en fransk type fragtbåd, som passer til standardmålene på sluserne i Frankrig. En peniche er således 38,5m lang og 5m bred. Den er meget fladbundet og stikker højst 1m i tom tilstand, og så er den i øvrigt besat af skipper og hans kone admiralen plus eventuelle børn.
Rhinen når vi efter ganske kort tid. Vi skulle jo altså sejle lidt længere på Rhinen, fordi vi valgte Rhein-Herne, i alt ca. 30km. Men eftersom det er medstrøms, er det jo næsten ingenting - før man kommer ud i det. Lige præcis de 30km er de mest bulede flodbølger vi har set. Bulerne kommer mest fra penicherne, som pløjer op og ned ad den flod i uendelighed. Der er mange, og de er store. Tyske penincher har en uvane med at være mindst 80m lange og mindst 8m mellem øjnene. Et alternativ er lægtere i samme størrelse, som man sætter en skubber bag ved. Her på Rhinen finder de på at sætte op til 3x3 lægtere sammen og så en enkelt skubber til det hele. Den pisker altså vand til det fineste skum, når den skal flytte en hel fodboldbane op ad floden. Og så var vi der endda på et tidspunkt, hvor der var lav vandstand i floden og dermed kun let strøm (ca. 3 knob). Når der er rigtig meget vand, er overfladen ca. 5 meter højere oppe, floden er pludselig meget bredere og alting går meget stærkere. Så kan man snakke om at blive skyllet ud med badevandet. Når det går for stærkt, bliver adgangen til Rhinen i øvrigt spærret for små motorbåde som vores - de lokale myndigheder er trætte af at pille dem ned fra træerne, når vandet falder igen.
Vi sejlede jo så ned ad Rhinen, og det er nordpå! Men det er en nødvendig omvej for at komme på de rette kanaler siden hen. Rhinen fører os ind i Holland, og der skifter floden så navn til Waal, men det er en anden historie, som følger i næste brev.

Vi skriver nu 14. maj og en form for hverdag har indfundet sig. Vi står oftest op ved 7 tiden og spiser morgenmad. Jeg vil i den forbindelse gerne brokke mig over mangelen på bagere på vejen og deraf følgende mangel på frisk brød og basser. Så drager vi videre ved 8 tiden og går i bad på skift mens vi sejler. Kanalsejlads foregår jo for motor, og så er der dejlig varmt vand at få. Så kigges der på de fugle, landskaber og boliger vi passerer på vejen. Tiden bliver længere og pulsen falder på plads. Mens vi er på transportstækningerne i Tyskland tager vi frokosten i farten. Det kan godt have en let stimulerende effekt på pulsen, hvis man forsøger at overhale en peniche mens frokosttallerkenen balancerer på knæene, men mad skal man jo have, ikk'? Så forsøger vi at lægge tidligt ind. Dels for at se på det sted vi lander og bl.a. sørge for at cafe ejerne ikke går konkurs. Transport i land kan foregå til fods eller pr. cykel. Og dels for at få handlet de almindelige varer, som gør, at chefkokken kan stille et herligt måltid på bordet. Middagen indtages så gerne på agterdækket ved kaptajnens bord, hvor der er udsigt til de lokale herligheder. De kan variere fra fri udsigt over et bakket landskab til direkte udsigt til et fabriksanlæg, afhængig af, hvor vi vælger at stoppe. Sidstnævnte stoppested medfører oftest en af kokkens specialiteter: silobøf. Denne specielle ret har sin oprindelse fra vores tiltider nødvendige ophold ved diverse franske fabrikker, som uværligt har en eller flere siloer. Til trøst ville vi have bøf på bordet.
Efter middagen kommunikeres der med hjem- og baglandet. Logbogen, dagbogen og denne hjemmeside vedligeholdes og billeder redigeres. 
Båden skal også passes. Vi kan nøjes med at tanke vand hver tredje/fjerde dag, og den sorte tank skal tømmes 1 gang om ugen. Og den skal vaskes i tide og utide. Alle disse træer drysser jo!
Jo, man har skam travlt som langturssejler.

Forfatteren kender mindst én person, som ville synes det her er keeedeligt, men vi har det super her, hvor vi er. Kan I have det godt derhjemme.

Mange hilsner fra Lene & Bjørn

PS! Der er kommet billeder på Athene siden og et kort på tur siden.