Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

Alsace - Vin, Foie Gras, Chokolade



Sidste rejsebrev stoppede i Kembs, som ligger tæt ved Rhinen.


6. september
Vejr: Sol, flot men koldt igen. 7 grader kl. 7.30.
Afgang: 9.20. Ankomst 18.30 i Colmar. Sejlet distance: 78 km, 7 sluser.

Admiralen har influenza. Hun kommer dog ikke i karantæne eftersom der skal bruges en tovholder i løbet af dagen. Indrømmet skal være: hun er ikke begejstret for at slippe fortøjningerne her. Ikke fordi der er et stort ønske om at blive, men på grund af bekymring over strøm og begrænset plads til at manøvrere på.
Men skibet skal vendes for at vi kan komme ud. De har heldigvis et relativt stort bassin, som kan bruges til at vende i, bare teknikken er i orden. Ind med bagenden af skibet, så det er i strømlæ, så presses stævnen rundt af strømmen uden problemer.
Fartgrænsen er 6 km/t, men vi er nødt til at sejle mindst 8 for at holde nogenlunde styrefart på vej ned ad bakken. På vej ud af beton-hullet mærker man næsten intet til turbulensen, før man er ude i et stort, åbent bassin.
Og så er det bare med at komme ind i slusen. Hermed forlader vi Canal du Rhône au Rhin og kommer ud på Grand Canal d'Alsace, som løber parallelt med Rhinen.

          Blankt vand og hø himmel på Grand Canal

Grand Canal er et passende navn. Den er ca. 100m bred og når der endelig kommer en sluse her, har den et hæv/fald på 10 – 15m. Strøm er der også, så vi surfer dernedad med 15-17 km/t, hvilket forklarer, hvordan vi kunne tilbagelægge 78km på en dag. Kanalen har skrå beton-kanter. Deres evne til at dæmpe bølger er lig NUL, så når der kommer en péniche stampende op ad kanalen, lever vi i dens kølvand i de næste adskillige kilometre. Vi hopper og bopper som en korkprop, men glæder os dog over, at vi ikke har nipsting stående, sådan som så mange andre kanal'jer har.

Lidt nede af Grand Canal vælger vi at svinge ind på Canal de Colmar, som er en lille og hyggelig kanal. Det synes alt søndags-folket også. Der er hundreder af cyklister og gående menneker, som alle vinker overdådigt til denne sjældne båd. Admiralen snuer i en stol en del af vejen, så det er op til Kaptajnen at vinke tilbage. Håndledet knirker, før vi når frem.

          Dyrt men dejligt i Colmar

Canal de Colmar er en blindgyde, som ender i udkanten af Colmar by. Der får vi en varm velkomst og en fin plads i havnen. Betaling for pladsen – det kan vente. Colmar ligger midt i Alsace, og vi har hele dagen haft udsigt til bjergene, som er rykket tættere og tættere på. Nu er der vel kun ca. 10km til nogle af de fineste vinstokke i denne verden. Det er da en tanke værd.


7. september
Vejr: Sol og skyfrit fra morgenstunden.
Vi bliver liggende i Colmar.

Går tur med Michelin i hånden og får dermed set det meste af den gamle by, mens solen skinner på os. Colmar er en rigtig hyggelig by i udpræget Alsace stil. Der er masser af blomsterpyntede bindingsværkshuse i alle mulige farver. Byen gennemskæres af små floder og kanaler i en grad, så de har et kvarter, som kaldes Lille Venedig. De har også et par gondoler, men de er kun til turistformål i dag. I gamle dage kom mange grøntsager til markedet ad vandvejen og der findes stadig trapper fra den overdækkede markedshal, som fører direkte ned i vandet.

  Dejlig gade i Colmar       Det gamle toldhus

Ovenfor et par stemningsbilleder fra Colmar. T.h. ses det gamle toldhus, hvortil alle varer skulle bringes for at fortoldes, før de kunne komme på marked.

Det er for tidligt på dagen til vinsmagning, så vi tager tilbage til båden for at handle og spise frokost. Det er så lidt for meget for Admiralens tilstand, så der skal soves lidt og læses lidt og i det hele taget er helbredet ikke rigtig til vinsmagning i dag. I morgen...

          Det overdækkede marked - bemærk trappen til vandvejen

                                                Mere idyl i Colmar


Vi får udleveret gæstebogen af ”havnefruen” med ønske om, at vi også skriver et lille indlæg. Der går en del tid med at læse alle de tidligere gæsters indslag eftersom bogen starter i 1998. Vi får et lille jubilæum eftersom vi bliver 10. danske indslag i bogen. Betaling for at være her ?? Det kan stadig vente.



8. september
Vejr: Sol og skyfrit. Hvor heldig kan man være?
Vi bliver liggende i Colmar.

Lene er stadig ikke frisk, så den tidlige formiddag bliver brugt til lidt rengøring og rustbehandling og forberedelse til pletmaling.
Så går vi tur i resten af byen og slutter af på en super fortovsrestaurant under en passende parasol. Her i byen serveres Tarte Flambée i mange varianter og vi prøver et par stykker til udelt tilfredshed. Hvis man nu ikke lige ved, hvad Tarte Flambée er, så kendes de også under navnet Flammkuchen. Og hjælper det heller ikke, så er der tale om en meget tynd bund af brød, hvorpå man lægger fyld (som kan minde om pizzafyld), hvorefter man sætter det ind i en alt for varm ovn. Når kanten er sort (eller når hele skidtet står i flammer (deraf navnet) ), tages det ud igen og serveres på en skive træ eller pap – men tilsyneladende aldig en tallerken. Det er i øvrigt en bonderet fra den gang bønderne bagte brød hver anden eller tredje uge. Når der endelig var gang i ovnen, fik de mulighed for et festmåltid – en Flammkuchen. Og hvad drikker man til i dag? Et glas Alsace vin, så nu har vi smagt på varerne.

          

Nu er grisen mæt, nu er grisen træt, nu vil grisen sove ... så turen går tilbage til Athene, så øverstkommanderende kan få en lur. I det mindste har hun ikke portvinstud, som de højestående engelske officerer af marinen for nogle hundrede år siden!
Eftermiddagen tilbringes i havnen med diverse rare gøremål.

Går på havnekontoret og insisterer på at betale eftersom vi vil af sted i morgen. Man bør ikke insistere her – prisen er 25 euro pr. nat. Det er vist 3. dyreste havn vi har været i, og godt nok har de ifølge gæstebogen meget fine faciliteter – men vi har ikke engang set dem!


9. september
Vejr: Sol og skyfrit..
Afgang: 9.30. Ankomst 18.20 i Boofzheim. Sejlet distance: 62 km, 6 sluser.

Nu får vi lidt service for pengene. ”Havnefruen” kommer og spørger til, hvornår vi vil afsted, for hun har adviseret VNF om, at vi kommer, sådan at de ikke tager strømmen fra sluserne før vi er igennem. Vi sad egentlig og dovnede en smule, men pludselig kommer vi på stikkerne. Afgang bliver derfor kl. 9.30 og med lidt vemod vinker vi farvel til bjergene.

Første sluse var spild af tid på vej ind til Colmar. En højdeforskel på nul centimeter betød, at vi blot skulle registreres. Men i dag er historien en anden. L'ill floden er steget, så i dag skal vi sluse ca. 40cm nedad. Floders niveau skifter hele tiden. Ofte umærkeligt, men til andre tider med stor dramatik.

Der findes 3, skriver tre, sluser på denne kanal. Men den anden, som hedder ”écluse 63”, ligger lidt uden for sædvanlig navngivning. Det er måske derfor den ikke virker? Assistancen kommer beredvilligt og hjælper os igennem.

Derefter kommer vi hurtigt ud på Rhinen igen. Vi drejer mod nord og sejler dermed nedad – selvmodsigende, er det ikke? Efter nogle kilometer forlader vi Rhinen igen. Denne gang til fordel for Canal de Rhône au Rhin Branche Nord.

          Captain Cool på Rhinen

Til at starte med er den så tilgroet, at vi kigger på hinanden med tvivl i øjnene. Skal vi ikke bare vende om og tage det sikre i stedet for at blive hængende i grøden? Men vi fortsætter som sædvanlig lige ind i løvens gab.
Som viser sig at være ret tandløst, for efter en halv times tid forsvinder grøden og erstattes af klart vand.
Da vi ankommer til Boofzheim, er strømmen til sidste sluse tilsyneladende afbrudt. Der ligger en anden båd lige før slusen, så vi vælger at lægge os lige i forlængelse af den til i morgen. Under manøvren går der vagthund i køteren på den anden side af kanalen. Den galper så vi ikke kan høre hinandens kommandoer eller kommentarer. ”Hold Mund Hund” lyder med store bogstaver, og det får særlingen derovre til at sige noget til den – men han kigger skævt til os lige siden.

          Boofsheim - betyder Boof mon Særling?

Men vi kom på plads og fik lavet noget mad. Dinér'en indtages på agterdækket – det er ved at være værd at nævne igen, nu efteråret rykker nærmere. Da den var indtaget, kom bagboens besætning hjem fra spisning i byen. Den ene af mændene tilbyder at tage brød med til os i morgen tidlig, og vi slår til med en lille, forsigtig bestilling og ønsker godnat til Fra Fra II med besætning.



10. september
Vejr: Sol da vi vågner. Overskyet efter badet. Solskin igen senere på dagen.
Afgang: 9.00. Ankomst 15.50 i Strasbourg. Sejlet distance: 24 km, 9 sluser.

Admiralen er feberfri og frisk med klare øjne og busket hale.

Naboen skramler ved vores søgelænder kl. 6.30! Det var morgenbrødet, der landede. Hængt fint op på søgelænderet så det ikke får fugt! Da vi har fået øjne og bad, går jeg ind for at betale, men det lader sig ikke gøre - det var dagens gave.

          Gavmilde Fra Fra II

Den sætter vi pris på og mens vi er i gang med at knase sprød skorpe, drager Fra Fra II af mens vi vinker til afsked. Vi kommer selv af sted kl. 9.00 og efersom strømmen nu er tilsluttet, virker slusen uden problemer. Den er i øvrigt meget fantasifuldt dekoreret af lejeren af slusehuset: Der findes en fisker med bid på krogen, en cypres-dame med blomst i håret og en blomsterpige – alle i sjove faconer.

  All dressed up and nowhere to go!?  De' en fisker


Sluserne på denne kanal er automatiserede ved hjælp af elektromotorer i stedet for hydraulik som normalt. Motorerne driver tandhjul og disse kan høres meget tydeligt. Disse sluser LYDER simpelthen gammeldags. De blev nu også automatiseret i 1993, hvilket vi fik at vide fra en slusepasser, som måtte hjælpe os igennem et par stykker, som ikke rigtig ville fungere mere. Men de gør noget ud af udseendet.

         Nogen gør noget ud af det til glæde for andre ... tak

Strasbourg anløbes kl. 15.50. Man ligger meget fredeligt – når først man har fået skruet måsen op mod stenkajen og fået lagt fortøjningerne, altså.

                                               Spændende sluse midt i Strasbourg

Vi skal da ud at se på byen, så i land med cyklerne. Strasburg praler af at have mere end 500km cykelspor, hvilket skulle være helt i særklasse i Frankrig. Sporene er malede på vejbanen. Og de følger en helt speciel Strasbourgensisk logik, som vist kun findes her. Man kører skiftevis i højre eller venstre side af vejbanen. Ofte er begge retninger samlet i et spor. I et kryds skal vi dele pladsen med fodgængere og anarkiet hersker totalt. Lene bliver konfronteret med en modgående cykel med en mand bag styret og en kvinde draperet over styret – begge dele uden tilstrækkelig balance! Lene viger og får straffen – en fiberskade i læggen. Den har været der før, men denne gang noget værre end sidst. Hyggeturen lægges derfor forbi et af de allestedsnærværende apoteker, hvor vi anskaffer ben tre og fire til fruen. De har blå armstøtter!

          Athene under paraply

11. september
Vejr: Overskyet, køligt, frisk vind.
Vi bliver i Strasbourg.

Dagen går med indkøb, lidt klatmaleri, turisttur i byen, besøg i katedralen og middag med lokale specialiteter med udsigt over en af kanalerne.

Strasbourg er også gennemtrukket af vand i form af floder og kanaler. Og der er en overflod af gamle huse med og uden bindingsværk. Smalle gyder og brede handelsgader findes også, så man kan sagtens bruge masser af tid her. Krykhusarinden klarer turen i fin stil, selv om hun klager over at begge hænder er optaget og dermed gør det umuligt at følge med i vores skrevne materiale mens vi går.

          Vores middagsrestaurant

                                   Idyl i Strasbourg  

          Floden L'Ill i Strasbourg  

                           Vores middagsrestaurant

12. september
Vejr: Sol – varmt for årstiden :)
Vi bliver i Strasbourg.

Vi er jo taget af sted på denne tur for at forsøde tilværelsen, så hvad er mere naturligt end et besøg på et chokolade-museum? En tur med sporvogn og bus bringer os ca. 5km tilbage ad den rute vi kom sejlende ad forleden. Priserne på offentlig transport er i øvrigt ganske rimelige: 1,20 euro eller ca. 9 kr pr. billet, som rækker til hele turen.
Kørselsvejledningen angiver at man kan anvende et ud af 2 stoppesteder, men intet om afstanden til museet. Vi vælger det første, og så får Lene da motion eftersom hun kommer til at hoppe en kilometers penge på sine krykker.

          En scene fra Mexico - cacaobønner males til mos

                                                        Støbemaskinen er sat op til at lave chokokaniner


Museet kaldes Les Sécrets du Chocolat og beretter angiveligt om alle chokoladens hemmeligheder. Der startes ud med den historiske beretning om, hvordan spanske conquistadores kom til Mexico, hvor cacaobønner betragtedes som guddommelige og i øvrigt anvendtes som betalingsmiddel. Bønnerne blev også brugt som føde – både som basal bondemad og til hoffets mere raffinerede retter og drikke. Spanierne lærte relativt hurtigt at sætte pris på chokolade og fragtede store mængder bønner hjem til Spanien. Spanien var på den tid altid på kant med England, som greb enhver chance til at kapre spanske skibe. Englænderne fik da også fanget nogle skibe med cacao i lasten, men smed med afsky tønderne med cacao overbord eftersom bønnerne lignede den slags kugler, som geder efterlader på jorden. Nogle hundrede år senere gik det op for dem, at stadset kunne lave til ”hot chocolate”, som så blev en fast bestanddel af det engelske morgenbord.
Den mere saglige beretning om cacaobønnernes forvandling til det færdige produkt er også interessant. Ikke fordi vi selv har i sinde at begynde at riste cacaobønner eller blande egen chokolade, men det giver lidt forståelse for, hvorfor der er stor forskel på kvaliteten vi bliver præsenteret for.
Og så kan man jo som altid afslutte et museumsbesøg i shoppen ;))

Vel tilbage i Strasbourg står den på frokost på en café i solen. Så er det tid til lidt powershopping før vi kortvarigt tager tilbage til båden for at klæde om til middag, som indtages ude i byen. Vi ville gerne have været på kanalrundfart under de belyste broer, men restauranten var noget langsom, og dermed nåede vi ikke sidste tur kl. 22. Men, så har vi jo noget at komme tilbage efter.


13. september
Vejr: Sol og skyer, men lunt.
Afgang: 9.50. Ankomst 17.40 i Schwindratzheim. Sejlet distance: 30 km, 10 sluser.

Europarådets storslåede bygning kommer til syne ...

         Europarådets bygning

                                           De har da fået en god udsigt

... og forsvinder bagude. De kan ikke klare sig med 120 kr/måned til vinduespudseren, som vi andre.


Vi forlader nu Rhinen (og Grand Canal) for en stund og drejer ind på Canal de la Marne au Rhin. Altså kanalen, som forbinder floderne Rhinen og Marne. Denne kanal skal føre os vestpå i retning mod Nancy. Dermed skal vi også føres igennem bjergkæden Vosges, omend lidt nordligere end de fleste vinmarker. Vosges er en ret lav bjergkæde (ca. 500m), som giver os et kuperet og spændende terræn at sejle i. Skråningerne er ofte træklædte, og træerne får stadig flere efterårsfarver. De fladere arealer er landbrugsland, hvor de har majs i kvadratkilometervis – pr. mark altså. Men de skal også bruge mange majs her. Alsace er hjemsted for Alsace vine, chokolade, choucroute (kål-ret) og endelig Foie Gras.
Og Foie Gras laves som bekendt ved at fodre gæs med majs. Gæssene ser vi ikke meget til, men deres foder står over alt.

          En af Schwindelrotterne ?

Alsace er også hjemsted for herlige bynavne, som kan undersættes på det groveste. F.eks. Illkirsch – Det syge Kirsebær, eller hvad med Schwindratzheim – Hjem for Svindelrotter?
Disse Svindelrotter lægger i hvert fald til for natten da klokken nærmer sig 18 efter at have nydt solen ved en forlænget frokost ved kanalkanten. Her er ikke strøm at få, og vi skal bruge ovn en lille times tid, så nu kommer svendeprøven for generatoren. Den starter glad og villig og knurrer lystigt i de 50 minutter, det tager, at få bagt en moussaka. Herligt! Og det gælder både strøm og mad.

          Schwindratzheim !

14. september
Vejr: Overskyet og køligt.
Afgang: 9.00. Ankomst 14.30 i Saverne. Sejlet distance: 19 km, 11 sluser.

Vi tager den med ro til morgen og bliver dermed passeret af en hotel péniche mens vi er ved at gøre klar til afgang. Lidt irriterende at skulle vente på dens langsomme manøvrer resten af dagen, så vi starter med at give den et forspring. Vi indhenter den først for alvor kl. 12, og eftersom der lige var et bassin at ligge i og pullerter at binde fast til, blev det til dagens frokostplads. Rigtig godt timet for kort efter får vi en byge, som vi nu tørre og varme kan sidde og kigge ud på.

          Så behøver man ikke køre mere end én gang

Efter frokosten sejler vi den sidste bid vej til Saverne, hvor vi vil blive liggende et par dage. Og heldet følger de tossede: vi har lige fået sat fortøjningerne, da næste byge starter. Så på trods af truende skyer det meste af dagen lykkes det os at komme tørskoede i mål. Det har været så køligt i dag, at beklædningen består af fleece-jakke (Lene har endda en regnjakke ud over), og lange bukser. Og sko! Det sidste har vi ikke brugt til sejlads i måneder, men nu må vi altså give os.

                                     Chateau de Rohan i Saverne

Mens vi kigger ud på eftermiddagsregnen, bliver der tid til dagbog og billeder og hygge og os selv. Og det er da ikke det værste man kan bruge en dag på.


15. september
Vejr: Skyet og tåget, senere skyet og koldt.
Bliver liggende i Saverne.


Der er en trafik af den anden verden i denne havn. Udlejningsbåde kommer og går i en uendelighed, så underholdningen er sikret. Specielt når de spænder ambitionerne til at skulle snirkle båden ind mellem pontoner og både, for at komme til den udsete plads. Og man mærker ikke meget til afmatning her, for det er de store både, der er lejet ud. Nogen af dem klarer det hele med stil, mens andre møver sig op ad siden på andre både - men på plads kommer de alle.
Også her har der i sin tid været gang i børn, æsler, heste og hvad man ellers kunne bruge til at trække skibe frem med. Men alle disse Guds skabninger blev efterhånden gjort arbejdsløse af nedenstående mageløse menneskeskabte stykke mekanik:


          Et gammelt træktog - ingen grund til at kassere det endnu ...

Og da skibene fik egne maskiner, blev selv dette vidunder overflødigt. Men man skal jo ikke kassere det endnu, for det kunne vel komme til gavn engang? Denne maskine trænger dog til en kærlig hånd, før den kan trække andet end et smilebånd.

Vi går tur i byen. I gågaden har der været brand for nylig. Et 3-etagers hjørnehus er afstivet med svære tømmerkonstruktioner, for at murene fra 1. og 2. sal ikke skal styrte sammen. Det er bygget sammen med andre huse på begge sider, men tilsyneladende er nabohusene sluppet på nær en enkelt lejlighed. De må have nogle gode brandmænd her, for der er ikke meget tilbage af taget på det ødelagte hus.


16. september
Vejr: Overskyet og køligt.
Afgang: 8.30. Ankomst 12.10 i Lutzelbourg. Sejlet distance: 10 km, 9 sluser.

Dagens første sluse er et særsyn. Som en af de meget få, kan den genbruge noget af det vand, som fyldes i kammeret ved hver slusning. 1/3 af vandet gemmes i et underjordisk reservoir, hvor en ventil styrer om reservoiret skal fyldes eller tømmes. Formålet er at spare vand i de perioder, hvor der er vandmangel i systemet, og det bliver da til noget, når man skal hæves 5,15m.. Med alt den dyre teknik er der imidlertid ikke blevet penge il overs til noget at binde fast til. Der findes nogle lidt tilfældige jern muret ind i væggen, men alle vil ende med at være mindst 1,5 under vand når vi er oppe. Vi vælger de bedste af de dårlige og håber det bedste. Og så viser det sig, at det er den fredeligste sluse af alle – vi bliver løftet som på en dundyne.

          Et pejlemærke på Canal de la Marne au Rhin

Dette hjørne af Frankrig er populært når det gælder leje af både. Hvis der var mange i går er der flere i dag. Når der er så mange både i spil, må man nogle gange skynde sig at finde plads, så vi tager den første ledige. Lutzelbourg har imidlertid utrolig mange pladser at vælge imellem, så da vi har lavet første tillægning, cykler vi ud for at se på udbudet. Og der er faktisk en god plads 200m længere fremme på den anden side af næste sluse, så vi flytter lige en plads.

          Admiralen i Lutzelbourg

Byen besigtiges pr. cykel, hvilket hurtigt er klaret. Den er vel ca. 1000m lang og råder over nogle få sidegader af begrænset længde. Den eneste udsædvanlige butik er udsalget fra en glaskunstner, som producerer krystalvaser i halvanden meters højde – kan kun bruges til solsikker.

Vi var faktisk i Lutzelbourg i lejet båd for blot 2 år siden. Den gang var vi hyret som besætning af Lene's forældre, og vi skulle bestyre en penichette, som var lejet 500m fra hvor vi nu ligger fortøjet. Turen startede i Lutzelbourg d. 17/9 2007, og det er jo ret præcist 2 år siden må man sige. Ligesom den gang, rammer vi byens bedste restaurant på dens lukkedag, så vi må klare os med hjemmelavet moussaka.


17. september
Vejr: Overskyet, jævn vind, køligt (20 grader).
Afgang: 8.30. Ankomst 17.45 mellem sluse 9 og 10. Sejlet distance: 41 km, 8 sluser, 1 elevator og 2 tunneller.

Brrr..!
Det er pingvinerne ovre i hjørnet af bassinet, som siger sådan. Men vi andre synes også det er koldt her til morgen. Og det bliver ikke bedre i løbet af formiddagen, så Admiralen er nødt til at trække i noget vindtæt.

          Dset morgen i Lutzelbourg

                                 TGV tog i Lutzelbourg

Der går ikke lang tid, før vi når frem til Plan incliné d'Arzviller. Det er en skibselevator, som kører et badekar op og ned ad en skråning. I dag får vi en tur i badekarret, som løfter os 44m. Sådan et løft tager 20 minutter og det har det gjort lige siden 1969, da systemet blev taget i brug og dermed erstattede hele 17 sluser. Sådan noget kan ingeniører også lave, Christine! Og det er i øvrigt stadig en turistattraktion ud over det sædvanlige. Turbåde fulde af passagerer løftes og sænkes adskillige gange hver eneste dag. Vi stod såmænd selv på udsigtplatformen med vore små piger i 1994 – lang tid før vi begyndte at tænke på at sejle selv.

   Et smukig på Artzviller

                          Et kig ned fra Artzviller
                       
                                               Kontravægtene er i bund og vi er på toppen

Derefter skal vi igennem en tunnel på 2.300m. Den kender vi fra for 2 år siden. God plads, rimeligt lys, intet problem ud over potentiel ventetid på at få lov til at gå igennem. Men da vi kommer frem, er lyset grønt, og vi fortsætter blot ind i tunnelen. Da vi er kommet ind, undrer vi os lidt. Tunnellen er tegnet som en ret linie, men vi kan ikke se lys for enden?

          At the end of the tunnel there's a ....?

Lidt længere inde kan vi høre en dyb brummen, og det viser sig senere at være lyden fra en hotelpéniche, som gik afsted før os i morges. Nu har vi indhentet den, og den både larmer og lugter. Den er så bred, at den ganske enkelt vælger at gnubbe sig op ad trækstiens trækant for ikke at støde på tunnellens væg på den anden side. Og det går ikke hurtigt! Vi indhenter den, da der stadig mangler 3-400 meter, og selv når vi går i tomgang henter vi på den. Endelig kommer proppen dog ud af hullet og vi skynder os efter for at få en mundfuld frisk luft.

          Proppen i tunnellen ....

Kort efter skal vi igennem endnu en tunnel på 475m, og selv om den får fint forspring, kommer vi alligevel til at indhente den. Lene pruster og bander ved roret, men kan efterfølgende notere sig sin første selvstændige tunnel-passage. Ikke den bedste at starte med, men den blev gennemført uden skrammer.

  Frokost i det fri      Mandetur forude

I løbetaf dagen kommer vi til at sejle sammen med en udlejningsbåd med 6 tyske herrer om bord. Vi kommer fællesskab frem til slusen ved Bataville, hvor vi har planlagt at stoppe for natten, mens de vil fortsætte. Sluserne er i øvrigt automatiske, men denne vil ikke lystre tyskernes signal, som siger, at de gerne vil igennem slusen. Vi venter alle en stund, men eftersom slusen vedbliver at være klar til den anden side, står Admiralen til søs:
Først simulerer hun, at hun er en båd på vej ind i slusen. Det gøres ved at bryde en lysstråle ved den anden ende. Derefter aktiveres slusningen ved at løfte en stang inde i slusen (lige som de altid fungerer). Da slusen er fyldt og dørene er åbne, simulerer hun båd en gang til. Denne gang skal det ligne en båd på vej ud af slusen. Og det virker! Lyssignalet skifter til grønt for den tyske båd, hvor mandskabet stort set gør honnør som tak for udført tjeneste.

Vi stoppede her på grund af byen Bataville, som skulle huse skofabrikken Bata – som skulle have et stort udsalg af sko til rimelige priser. Lok lige en kvinde, hva'? Vi er fortøjet lige ved en sluse og er omgivet af høje træer på alle sider. Her findes ingen veje og end ikke en træksti, men kun et hjulspor, som fører væk fra kanalen.
Så vi cykler til byen, som ser noget trist ud. Og ingen skilte til hverken fabrik eller udsalg. Nå, Bataville blev i sin tid anlagt udelukkende på grund af fabrikken, så alle ved vel bare, hvor det er? Men der er ingen at spørge ...
Efter et par forsøg finder vi nogle fabriksbygninger. Da vi har ledt lidt finder vi også et navneskilt, og det er ganske rigtig her, at Bata holdt til – men det er lang tid siden! Der er dog stadig et lille udsalg af forskellige sko, hvor Kaptajnen finder et par vandrestøvler.

Tilbage på Athene enes vi om at fortsætte i stedet for at ligge på dette triste sted. Dermed bliver overnatningen forlagt til 48.40.830 N, 6.46.987 Ø – og vi kan melde, at der er en dejlig udsigt over markene fra dette sted.


18. september
Vejr: Overskyet, let vind.
Afgang: 8.25. Ankomst 16.45 ved PK 180. Sejlet distance: 38 km, 12 sluser.

Vi er ved at løbe tør! For diesel altså. Så her til formiddag drejer vi ind til basen Navigfrance i Lagarde. De sælger gerne 200l diesel til 1,20 euro pr. liter. Det er 9 kr/l i hele træskolængder og en overpris på ca. 20 cent. Altså ligesom derhjemme.

Senere kommer solen frem, så Admiralen kommer på dæk i sommeruniformen: Shorts og bikini-top. Det gik jo som skrevet tidligere: Vi kunne hurtigt nok komme til at savne sol og varme, og efter de seneste dage uden glimt af sol, var det særdeles velkomment at kunne lufte lårene i dag.

          Solskin efter 5 dage i skyggen

Snakken går lidt trægt i dag. Det skyldes nok mest, at vi nærmer os den sidste dag på franske kanaler. Vi skal godt nok først forlade Frankrig om ca. 14 dage, men når vi forlader denne kanal sejles resten på flod. Tankevækkende, at 4 måneder kan gå så hurtigt ...

Vi benytter os derfor af sidste chance for at ligge ved en kanalkant med god udsigt og stopper derfor ved PK 180. PK står for Point Kilometre, og dette point ligger tæt ved Dombasle-sur-Meurthe.

                                             Dombasle-sur-Meurthe - Skipper bliver aldrig fotograf ...

Mange hilsner fra

Lene og Bjørn
P.t. Thionville (27/9 2009)