Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

Forlis på Doubs



Sidste rejsebrev stoppede i Dôle, som ligger ved floden Doubs i nærheden af Besancon.


24. august
Vejr: Sol og skyfrit med jævn vind.
Afgang: 11.30. Ankomst 15.30 i Ranchot. Sejlet distance: 21 km, 6 sluser.

          Dôle er en by i flere etager

Fantastisk vejr endnu en gang. Dagen starter med indkøb, sådan at vi er klar til at få gæster om bord senere på dagen. Sejlmæssigt sker der intet bemærkelsesværdigt. Den engelske mini-péniche på 15m kommer dog af sted en halv times tid før os, og det var en fejl.

   En spændede passage ...  En smuk passage ...

                                     Smuk, smukkere, smukkest ?

Da vi nærmer os Ranchot, står Lenes forældre, Kirsten og Niels Ole, og venter i skyggen under en bro. De har lige sendt os en sms om, at der kun er 10m kaj tilbage til os, eftersom en engelsk båd lige har lagt til.
Englænderne viser sig særdeles hjælpsomme, så alt ordner sig, omend Athene ligger lidt alternativt fortøjet. Således skal man tage et skridt på en meters penge over åbent vand, hvis man ønsker at benytte den sædvanlige indgang i siden.

          Kirsten og Niels Ole i ly for solen

K&NO's hotel ligger stort set på kajen. De har arrangeret sig sådan, at bilen kan blive holdende dér, og samtidig sikret sig, at man vil servere et godt måltid for os denne aften. Det lever de ganske op til på hotellet, selv om vores kvindelige tjenere skal passe på den særdeles kælne killing, som hører til stedet. Den har tilsyneladende ikke lært fransk endnu, for et bestemt ”Non” afholder den overhovedet ikke fra at tigge ved bordet.
Det helt stille og varme vejr er i øvrigt nu afløst af små byger med lidt vind, så det er godt, at der var markise over bordet – og at der kun var få meter  til båden, som stod helt åben af hensyn til varmen.


25. august – Kaptajnen har fødselsdag.
Vejr: Gråvejr og byger frem til eftermiddagen, derefter tørt.
Afgang: 9.30. Ankomst 17.40 i Besancon. Sejlet distance:  37 km, 11 sluser.

Natten har været spændende. Lene vågnede kl. 02.00 ved, at der var en kat om bord – nede i salonen. Den forsvinder dog af sig selv, da hun stikker hovedet ud af kahytten, men for en sikkerheds skyld bliver den fulgt helt til dørs. Den engelske péniche forsvinder imidlertid ikke af sig selv. Den har tabt en fortøjning og er nu gledet baglæns og læner sig op ad Athene. Admiralen purrer Kaptajnen (hvornår har man nogensinde hørt om det i flåden?), og begge går ud i natten for at lægge fortøjninger (det ville nevø Troels gerne se ske i virkeligheden). Der er intet sket med skuderne, hverken dem på vandet eller de tobenede, så vi kryber til køjs igen.

         Den lidt ældre pakker ud

Byens bager har ferielukket, men Niels Ole henter fødselsdagsbrød i nabobyen pr. Peugeot 307. Det går lidt hurtigere end cykel.
Dagens etape går gennem en tunnel, som er dekoreret af en dansk og en fransk arkitekt. Der er vandfald i begge ender af tunnellen. Det stopper dog, når en båd skal igennem. Lyset inde i tunnellen er mere smart end oplysende: en række små lamper laver bølgende lysstriber hen over loftet – dem skal man altså ikke finde på at styre efter! Men der er da endelig nogen, som har tænkt anderledes og ikke kun på det praktiske.

          Don't follow the lights ... !

Egentlig skulle målet for i dag have været Avanne eller Beure, men ingen af byerne gav mulighed for selv en simpel fortøjning, så vi var nødt til at fortsætte. Dermed blev der heller ikke mulighed for at anskaffe den fødselsdagskage, som ellers var planlagt.

          Citadellet i Besancon

Blandt flere anlægsmuligheder vælger vi Port St. Paul i Besancon. Det gør vi nok ikke en anden gang, eftersom det dels er blevet til en blindgyde og dels er et meget lille bassin, hvor Athene kun lige kan manøvreres ind til ponton'erne. Men vi kom da til at ligge meget tæt på pénichen La Chalard, hvor fødselsdagsmiddagen blev indtaget. La Chalard er et nydeligt sted, hvor klavermusikken strømmer en imøde ved indgangen. 3 skridt længere fremme ser man, at det er et automatisk klaver, som står og spiller (helt uden hænder). Den alt andet end automatiske tjenerinde forhører os om, hvorvidt vi har bestilt bord (nix) og finder derefter alvorsfuldt et bord, som kan rearrangeres til 4 personer. Kortet mangler ikke noget, men pudsigt nok vælger vi alle den billigste menu ud fra indholdet. Hvidvinen til forretten bliver serveret til passende tid, og bliver derefter anbragt i en køler – som stilles på et andet bord. Og så glemmer de den onde ly..'.. at komme og fylde efter i glassene. Fruen tabte tålmodigheden først og hentede køleren hjem til eget bord – det indbragte et hævet øjenbryn, næste gang tjeneren kom forbi ;) Rødvinen til hovedretten blev også stillet på et andet bord, men denne gang glemte de os ikke ;))) og vi skiltes som gode venner.

          Boblevand


26. august
Vejr: Sol og varmt.
Afgang: 13.55. Ankomst 18.30 i Deluz. Sejlet distance: 22 km, 5 sluser.


Nu er Kaptajnens fødselsdag overstået, så vi vender tilbage til det stabilt gode vejr. Inden afgang er Niels Ole en tur oppe på museet i citadellet, mens vi andre beundrer et astronomisk ur i katedralen. Uret er vel 4m højt og 4m bredt. Det kan vise tiden i flere forskellige byer, månens stilling og tidevandshøjde og -tidspunkt i flere havne. Og jo, det viser også tiden lokalt ;) Uret styrer i øvrigt ved hjælp af kabeltræk fire skiver, som er placeret rundt om i katedralen. Uret skulle bestå af 30.000 dele, og en stor del af disse kan ses i arbejde i urets åbne bagside.

          Astronomisk ur i Besancon

På vej tilbage til Athene findes en passende kage, som kan fylde den søde tand senere på dagen. I havnen, men dog inde på land, tusser en gnaver rundt i græsset. I første omgang tager vi den for en, addvrr, rotte. Ved studie pr. kikkert viser det sig dog, at halen er pelsklædt, og at det derfor må være en mus. Man skal dog ikke møde denne mus' fætter i en mørk gyde...

Vi sejler i automatiserede sluser, og de har virket rigtig godt her på Doubs. En enkelt er dog markeret i kortet som værende betjent. Det er en dobbelt-sluse, hvor første kammer er ca. 5m højt. Man kan ikke selv nå pullerterne med fortøjningerne, men har brug for hjælp fra land. En mand står og venter på os, så Niels Ole kaster meget rimeligt en fortøjning op til ham, som med stor præcision lander i armene på den let forbløffede motorcykelturist ;)
Da vi alle har grinet af, må Skipper en tur op ad stigen for at få fat i slusepersonalet, som dog var at finde ved den ande sluse få meter borte.

          Deluz' kæmpetomme marina

Dagens etape ender i Deluz. Byen har investeret i et helt nyt havneanlæg, hvor der er plads til 25-30 både. Vi får hele anlægget for os selv, så det er ikke i dag, det bliver forrentet særlig godt. Havnen ligger lige op ad en gammel papirmølle, som ligger på en lang strimmel land mellem kanal og flod. Den har i sin tid brugt floden til at drive et møllehjul, som har været med til at industrialisere papirfremstillingen. I sin glansperiode beskæftigede fabrikken 500 arbejdere. Bygningerne ligger der endnu, og nogle anvendes stadig omend til helt andre formål.


27. august
Vejr: Sol skyfrit og svag vind.
Afgang: 10.05. Ankomst Baume-les-Dames kl.13.30. Sejlet distance: 17 km, 6 sluser.


Dagen starter med en del skyer og tåge over vandene. Duggen er faldet meget tæt i løbet af natten, og alt udenbords driver af væde. Der svabes og tørres i lange tider, før morgenmaden kan serveres på agterdækket, og selv nu falder der mere dug. Vi ligger i skygge af en stejl bakke, så det er først, da solen kommer over kammen kl. 9.50, at der begynder at ske lidt fordampning.

Efter spisning inspicerer vi de gamle fabriksbygninger og går også en tur ned til den anlagte ”vandplanteskole”. Der er nu ikke meget at se ved sidstnævnte, så siden det nu er blevet så pænt vejr, letter vi anker og dager mod Baume-les-Dames.

Det er et skønt område vi sejler igennem. Vi sejler nogenlunde lige meget på flod og kanaliserede stykker, og de skifter for hver sluse vi passerer. Floden løber igennem sin selvskabte floddal, så vi er omgivet af høje bakker, som oftest er træklædte. Af og til stikker klippen frem mellem træerne, som allerede nu så småt er ved at skifte til efterårsfarver. Der ses enkelte brune kroner blandt alle de grønne, og det så vi altså ikke for fjorten dage siden.

Vi når til Baume-les-Dames tidligt på eftermiddagen og finder den sidste ledige plads. Der liger i forvejen en mindre turbåd og vel 10 andre både på langs ved et nydeligt anlæg. Idet vores plads ligger på skrå og er lidt kort, kommer vi til at stikke bagenden ud i kanalen. Snak lige om en vis legemsdel i vandskorpen. Det lader nu ikke til at være et problem. I hvert fald vinker turbådsføreren venligt, da han passerer os efter få minutter.

I løbet af eftermiddagen opstår der drama på kajen. En lille båd, som er fortøjet nogle få pladser borte, er ganske enkelt ved at synke. Den har allerede det åbne cockpit under vand, mens kahytten stadig stort set er oven vande. Den hænger dog i sine fortøjninger, og det ser ikke ud til, at der vil sker mere lige med det første. Ejerne er ikke i nærheden, så en af de andre sejlere har ringet 112 for at få hjælp frem med det samme. Lige i det samme kommer turbåden tilbage, og dens Skipper og frue bliver stærkt frustrerede, da det er deres båd, som nærmer sig bunden. Gæsterne bliver hurtigt sat af, Skipper smider kludene og hopper i vandet for at lægge en sele under den synkende skude. Det hjælper yderligere på stabiliteten.

          Pierre -bundproppen!!!

Les Pompiers ankommer med hele brandudstyret. Desværre virker deres dykpumpe ikke, så de må hjem efter en ny. Pumpe 2 er benzindrevet. Motoren starter, men pumpen suger ikke noget – lidt pinligt, ikk'? Den tredje pumpe virker, og så går der ikke mange minutter, før skuden er let. Vi hører ikke årsagen til vandindtaget, men gætter på, at en slange er hoppet af sin studs, og dermed har lukket vandet indenfor.
Men den blev let og hullet stoppet. Kræet har i hvert fald flydt for egen kraft siden.

                                                                 Skipperen i vandet mens pompiers overvejer strategien

28. august
Vejr: Skyet, køligt og stille.
Afgang: 9.55. Ankomst 17.50 i L'Isle-sur -le-Doubs. Sejlet distance: 32 km, 14 sluser.

Sejladsen er mere af det samme – og det er godt, for her er herligt!
Charolais kvæget ses ikke mere, nu er køerne plettede i stedet. Hvordan de smager, vides ikke endnu – de er ikke så lette at fange, når man helst ikke vil opdages.

          Niels Ole styrer familien

I Clerval har de ikke for meget vand. De har anlagt en ponton til folket, men den ligger på den forkerte side af kanalen. Vi kommer dog fint derover, og der er ro til at indtage frokosten i fred. Men ... da vi skal afsted igen, rører vi bunden på vej mod sejlrenden. Det lyder spændende, men vi slipper med skrækken.

L'Isle-sur-le-Doubs nås kl. 17.20. Da vi er på vej op med sidste sluse, kan vi se Fora fra Ebeltoft materialisere sig for vore øjne. Fora's skipper er på vej ud for at handle, men stopper for lidt snak mens vi lægger til lige foran hans skib. Han har sejlet i Middelhavet de sidste 5 år, men er nu på vej hjem. Hans gaster kommer fra Spanien og Australien, så det er et internationalt selskab vi møder her.

          Athene foran Fora af Ebeltoft

Vi skal også ud at handle, og da det er gjort, er det på tide med noget mad. Aftenen går hurtigt, så vi når ikke mere snak med Fora.


29. august
Vejr: Sol, men køligt.
Afgang: 9.30. Ankomst 16.45 i Montbéliard. Sejlet distance: 13 km, 10 sluser.


Kort før frokost ser vi en flok på 10 storke, som cirkler højt over os. De er så langt væk, at vi ikke kan skelne voksne fugle fra dette års unger, men mon ikke det er 3-4 familier, som er ved at forberede trækket sydpå?

          Dampierre-sur-le-Doubs

Vi holder frokost og siesta tæt på Dampierre, hvor der for en enkelt gangs skyld er godt med vand ved kanten af kanalen. Solen skinner behageligt på os, men det er ikke varmere i dag end at vi undlader at hejse solsejlet. Vel udhvilede tager vi det sidste stræk mod Montbéliard, som nås 16.45. Vi finder en stor havn med masser af ledige pladser, faktisk så mange, at vi har svært ved at beslutte os for, hvilken vi helst vil have ;)

          Hævebro ved Montbéliard

Resten af dagen går med afslapning på dækket. Egentlig burde jeg vel have prøvet at skifte trykventilen i generatoren, men dovenskaben vandt i dag.

          Sådan ser en modig fiskehejre ud



30. august
Vejr: Sol, men decideret koldt om morgenen.
Vi bliver liggende i Montbéliard

Vi går byen tynd og får set de fleste seværdige bygninger og ting før frokost. Frokosten indtager vi nedenfor slottet på en lille, hyggelig italiensk restaurant, som har et passende bord i solen. Det er heller ikke varmt i dag, men når man sidder i solen gennem en længere frokost, fryser man ikke længere.

          Frokost med lune retter

Vi holder os i skyggesiden på vej op mod slottet. Slottet i sig selv er ikke noget storslået, men der er indrettet et museum, vi gerne vil se. Set mest spændende viser sig pudsigt nok at være en afdeling med udstoppede dyr. De vises i forskellige afsnit (f.eks. sommer og vinter) i deres naturlige omgivelser, og man kan aktivere nogle af dyrenes lyde. Vidste du måske, hvordan en hærfugl lyder? Det gør vi nu – men lad nu være med at spørge efter en gengivelse, når vi kommer hjem :)

En af bådene, som lå i havnen da vi kom, viser nu flag, og det er dansk. Aleta hedder båden, som ejes af Helle og Chris Magh. De har ligget her i længere tid for at vente på en pakke, som imidlertid lader til at været forsvundet for postvæsenet. Vi snakker lidt om løst og fast, og da der ikke er tid nok til rådighed, opfordrer Chris til at vi spiser sammen i morgen.

Aftenen tilbringes i Près la Rose, en rosenpark, som viser eksempler på mange tekniske undere. Blandt andre et pendulur, som var et verdensomspændende hit 1800-tallet. Urets pendul drives elektromagnetisk og svinger lige frem og tilbage. Men jorden drejer under pendulet, og afhængig af, hvor tæt man er på poler eller ækvator, tager det kortere eller længere tid, at dreje en fuld omgang. Lige her, er omdrejningstiden ca. 32 timer, så det duer ikke rigtig som ur, sådan som det ellers blev lanceret.
Der findes også en restaurant i parken, og der inviterer K&NO på middag. Den indtages på terrassen, og nu kan vi godt mærke, at vi er forbi lyse nætter. Det bliver jo umanerlig møkt, inden vi er færdige med middagen, og med lysets bortgang falder temperaturen også til kølige grader.


31. august
Vejr: Sol, varmt.
Vi bliver liggende i Montbéliard

          Peugeot 403 cabrio - den fik vi en tur i

Formiddagen går med at besøge Peugeot museet. Peugeot familien startede egentlig som landmænd, men det er nu længe siden. De anskaffede for flere hundrede år siden en mølle, som blev omstillet fra at male korn til at behandle jern. Det var en god idé, og det ledte til, at de fik patent på en valsemølle, som kunne producere stålplader, som de første i Frankrig. Pladerne blev brugt til mange formål, bl.a. til at lave save og værktøjer, på en måde som ingen andre kunne på den tid, så familievirksomheden voksede sig stor og rig. De blev også gode til andre former for metalbehandling, og på et tidspunkt fandt de på at lave cykler af dette materiale. En Tour de France cykel fra 1890-erne findes på udstillingen: den har en enkelt bremse på forhjulet, som virker ved at trykke en gummiklods mod toppen af dækket. De kørte nok ikke 100 km/t ned ad bakkerne den gang. Cykler blev til motorcykler, da man lærte at støbe motordele. Og motorcykler blev til sidst til biler, som vi kender dem i dag. Men en Peugeot-kværn har ikke to hjul – til gengæld kan den male salt og peber.

          Den ene ældre end den anden ...

Vi har aftalt at spise ude sammen med Helle og Chris og vi starter med snacks hos dem. Det er et pudsigt tilfælde, at Lene netop har afsluttet læsning af Claus Ahlefeldts 2 selvbiografiske bøger. Greven fik bygget Aleta netop til sejlads på franske kanaler for snart tyve år siden og han nåede at bruge den flittigt. Den er i øvrigt bygget i Danmark af værftet Motiva vistnok i 1991. Båden blev solgt første gang omkring år 2000. Anden gang den blev solgt var i 2006, og så stod Helle og Chris på eget dæk. De har sejlet Vesteuropa tynd siden, og gør dermed netop det, som vi har tænkt på så længe. De er bare startet på et lidt tidligere tidspunkt af livet, eftersom de er ca. 6 år yngre end vi. De vil dog ikke fortsætte sejladsen i det uendelige, men tager vel et års tid mere inden kursen lægges mod Danmark igen. Vi ved selv, at det er en stor beslutning, at trække stikket ud midt i erhverskarrieren for at forfølge en drøm – men det giver glade mennesker. Prøv det!



1. september
Vejr: Sol, varmt.
Afgang: 9.00. Ankomst 17.20 i Dannemarie. Sejlet distance: 32 km, 26 sluser.

          En karrieremand på vej op?

Nu skal vi til det igen. Overformynderen står og venter på os. Med andre ord skal vi igen til at melde, hvornår og hvor langt vi vil sejle – og det skal vel et mærke ske dagen forinden inden kl. 16.
Vi har bestilt afgang kl. 9, og tilfældet ville, at Aleta har bestilt samme afgangstid. De har opgivet at vente på pakken, som jo alligevel er faret vild. Men da vi ikke har lyst til at følges slavisk hele dagen, går vi først af sted og holder en sluse foran de andre. Det kan vi gøre i de første sluser, som er automatiske, men kl. 11 går den ikke længere. Vi får en slusepasser, som samler os og fører os op til toppen af kanalen i samlet trop. Derefter får vi intet mindre end 3 kvindelige passere, som følger os resten af dagen. 

          Så går det ned ad bake på Le Doubs

Der er, som tidligere nævnt, kommet efterårsfarver på træerne, og de træder flot frem i sollyset i dag. Som Helle meget sødt bemærker, er efterårsfarver meget smukke, specielt når man kan beundre dem iført bikini. Og det kan kvinderne i dag. Termometeret sniger sig over de 30, mens en let brise holder os nogenlunde tempererede. Men det skal altså også nydes i dag. Vejrprofeterne har lovet et vejrskifte senest i morgen, og sidst på ugen kan vi forvente 15 grader. Så ethvert optræk til et ”pyh” undertrykkes – vi kommer hurtigt nok til at savne varmen.

          Aleta i Dannemarie

Da vi nærmer os Dannemarie (hun har nok ikke noget med Danmark at gøre) trækker skyer op over himlen. Men vi når da at finde en plads i fred og ro, få sat solsejlet og få fødderne op, mens en kølig hældes ned – alt sammen inden første tordenbrag. Vand kommer der også, og det i mængder så dækket bliver spulet. Vi sætter diverse afdækning, så middagen kan indtages i ly for regnen. Men man skal ikke trække den for længe, for kulden kommer hurtigt snigende.


2. september
Vejr: Starter skyet, men bliver senere varmt.
Afgang: 8.55. Ankomst 16.00 i Mulhouse. Sejlet distance: 23 km, 22 sluser.


Skipper stikker hovedet op af lugen og går i stå. På marken lidt væk går en flok storke og leder efter føde. De er noget langt væk til et billede, men man kan da prøve.
Træder man videre ud på skibet, er der dømt soppetur. Alting driver af væde, og indtil adskillige liter svabes af vinduer og ruf.

         Storke på jagt

Hjælp er jo dejligt, når man gerne vil have det. Efter morgenmaden bliver gælden betalt til fru Havnemester, som så ses for første gang eftersom hun kun var til stede pr. substitut i går. Til gengæld for betalingen møder både hun og substitutten op, da vi skal afsted. Og de snupper hver deres fortøjning og siger ”Værs'go” til Lene – og så skal Skipper lige lægge en ny plan for afgangen. Nå, de hold dog fast på os og sørgede for, at vi ikke fik skrammer af broen, men gid da for F..... folk kunne holde fingrene væk fra fortøjningerne.

Undervejs på turen sker der ikke så meget. Her er stadig meget smukt set med vore øjne, men det er ikke de store aktiviteter, der præger dagene. Dog er der en enkelt usædvanlig aktivitet i dag: Da vi kommer drivende hen mod en sluse, høres der nogle ”skrat, skrat” lyde fra bagbord side, sådan cirka i vandhøjde. Det lyder ikke som noget fra båden (pyh!), men nærmere som en dreng, der forsøger at komme over et plankeværk. Og det er ikke helt forkert. En bæverrotte er ved at klatre i land, men skal op af et lodret stykke spunsvæg først. Man kan næsten høre den sige ”Nu skal jeg altså tabe de 2 kg” mens den forpustet kratter sig vej op. Endelig kommer maven op over kanten, og væk er den i det lange græs, mens Skippers muntre latter forfølger den.

          Mulhouse skyline

Da vi ankommer til Mulhouse, får vi og Aleta anvist plads på samme bro. Den er lidt kort, men når vi parkerer ende mod ende, går det hele alligevel. Et tredje dansk flag findes allerede i havnen. Det sidder på Gus fra Neksø, som bestyres af Birgit og Hasse. Mere om dem senere.
I løbet af eftermiddagen kommer Helle og Chris på besøg i vores bibliotek, sådan at vi kan bytte bøger. Byttemulighed findes i mange havne, men der findes normalt ikke mange bøger på dansk i havnene rundt om i verden, så det er altid rart at kunne bytte med andre danskere. Og mens man så er ved det, kan man jo lige så godt udveksle lidt nyheder eller gamle erfaringer over lidt salt og væske. Særdeles hyggeligt med disse mennesker.


3. september
Vejr: Overskyet, blæsende, byger.
Vi bliver liggende i Mulhouse.

Jeg ikke undslå mig længere. Det er på tide at forsøge at skifte den ventil i generatoren. Jeg har undveget så længe som muligt, fordi generatoren stadig kan bruges i nødstilfælde. Hvis udskiftningen nu mislykkes, kan den slet ikke køre mere, og så er vi lidt mere på den ...
8 forsøg (og mange flere forbandelser) senere løber jeg tør for ikke-destruktive ideer til at få ventilen ud. Prøver derfor at dreje dimsen ud med en rørtang, men godset er så spinkelt, at det opgives med det samme. Af sted til havnemester for at finde en adresse til en mekaniker. Hos havnemesteren sidder nogle af de ”gamle gutter” og de er fulde af gode ideer. Den ene finder diverse tænger frem, som jeg kan låne – og det er vel et forsøg værd. På vej tilbage til Athene løber jeg på Hasse, som står og arbejder med noget på sit skib, Gus. Vi falder i snak om mine genvordigheder, og Hasse smider hvad han har i hænderne og kommer med for at hjælpe. Og efter et par tilløb er løsningen fundet og den gamle ventil er dømt ude. Yehaa!
Den nye vil ikke i sådan lige uden videre, så den må en tur i fryseren for at blive mindre.



Mens den køler, drager hele besætningen til bilmuseet, som er et af Europas fineste - men de serverer gammel vin:

          Pisse gammel vin

De fleste af bilerne blev samle af brødrene Schlumpf. De havde en tekstilvirksomhed, men var åbenbart mere interesserede i at samle biler. De påstås, at de kom til at bruge medarbejdernes pensionspenge på bilerne og at læsset væltede, da de stod for stejlt i en lønforhandling. Medarbejderne fandt i hvert fald ved den lejlighed frem til en hal fuld af vintage-biler på fabrikken, som ellers var ukendt for offentligheden. Bilerne blev i sidste ende annekteret af staten, som senere har lavet dette museum.
Der er mere end 400 biler at se på, så tiden kan hurtigt gå. De var gale med Bugatti de gamle, så dem er der rigtig mange af. Faktisk står der 10 gamle racerbiler på stribe, som man knap kan se forskel på, men det kan eksperterne sikkert.

                   Specifikationsdetalje på en 2CV                            Maserati anekdote  

                                         Også en Bugatti   


De har såmænd også Ettore Buggati's privatbil stående:

                                         Se det er jo en bil

Ettore var geniet bag Bugatti. Uddannet som mekaniker svang han sig op til at designe køretøjer af højeste klasse og samtidig til at lede en stor virksomhed. Han har næpe kedet sig ret lang tid ad gangen. Ettore er død for længst, men en af hans sønner forsøger vist stadig at holde liv i myten. Den seneste Bugatti model er så vidt jeg husker fra år 2003. Den har jeg set et par gange i en udstilling i Berlin, og der står selvfølgelig også et eksemplar her på museet. Se, det er en rap sag...

Vel hjemme på Athene kommer der gang i brænderen til sukkeret til Creme Brulèe. Ikke fordi vi skal have dessert nu, men fordi generatorens topstykke skal varmes op. Når det varmes op bliver hullet til ventilen nemlig større og eftersom ventilen ligger i fryseren, er den blevet mindre. Derved lykkes det at få ventilen på plads i sit hul, så nu skulle vi gerne have en velfungerende generator igen. Cross my heart, hope to die ...


4. september
Vejr: Aprilvejr.
Vi bliver liggende i Mulhouse.

April er kommet tilbage og vi forstår ikke at aflæse mønsteret. Ergo fræser vi direkte til Cité de Train (Togmuseet) mens solen skinner ned mellem de indtil nu tætte skyer. Det er ikke så tosset endda, for det er et særdeles interessant sted, specielt for en tog-freak som Niels Ole. Man kommer ind i en meget stor og meget mørk hal. Adskillige spor er linet op med specielle tog, og hvert har sin egen skærm, som fortæller historien om netop dette tog. Den udleverede audio-guide skulle automatisk lyse op, når historien begyndes, men det fungerer mildest talt dårligt. Men så er alt det dårlige altså også sagt. Der er interessante historier at følge og fantastiske tog at beundre. Når man så har spenderet halvanden time i denne hal, venter to andre haller ;) De næste haller er mere teknisk betonede. Der er adskillige spor med tog på, men det er begrænset, hvor meget en amatør som jeg kan begejstres af detaljer vedrørende bærende eller drivende aksler. Men stikker man hovedet ud af en af de åbne døre for at beskue ranger-materiellet – så bliver hovedet vådt, for nu regner det. Det er et stort museum, og i mine øjne er det alle pengene værd. Kom nu bare af sted, ikk'?

          Et RIGTIGT lokomotiv

Da vi efter godt 3 timer skal ud af hoveddøren regner det stadig, så vi spurter mellem dråberne over til bussen, som holder ca. 100m væk. Vi stiger af ved et LeClerc supermarked på vejen hjem, så nu er Skipper snart i vane med at ”busse” varer hjem. Så står den på frokost, afslapning, hjemmeside, gå-tur i kortvarigt tørvejr, et glas vin hos naboen, middag hjemme, hjemmeside færdig – og så var dagen ligesom gået.



5. september
Vejr: Solskin, men koldt. Brrr...
Afgang: 13.20. Ankomst 16.10 i Kembs. Sejlet distance: 20 km, 1 sluser.

Det har været 7-8 grader i nat. Hvad i alverden ligner det på en sommerferie? Man står jo med drivis mellem tæerne i badet! Helle fra Aleta har agiteret for gulvvarme, og nu har hun Skippers fulde støtte. Nå, det bliver værre – meget værre – før vi er vel hjemme i Køge, så det er faktisk for tidligt at klage. Varmen kommer da også i løbet af dagen, så på et tidspunkt lægger Lene vel pelsen og holder op med at dirre?

Nu da vi kun er 2 igen, er det på tide at få vasket. De franske vaskerier tror ikke på centrifuger, og i dette vaskeri kan vaskemaskinerne stort set heller ikke centrifugere, suk. For at kompensere på mangelen, kan tørretumblerne heller ikke levere varme nok. Det tager en bagatel af 1,5 time at få tørret håndklæder og sengetøj i en grad, så det kan bæres hjem. Den kulørte vask hænger til tørre udendørs resten af dagen ..... Merde!

Birgit, Hasse og deres datter Malene kommer lige forbi for at inspicere Athene. De skal godt nok se uden om vasketøjet, som hænger de mærkeligste steder, men specielt Birgit lader til at kunne lide, hvad hun ser. Vi siger vores farvel, da de går, for vi skal snart ud af vagten.

          Mulhouse er også en blomsterby

Lidt frokost først og så ind at sige farvel til Aleta's besætning. Vi har udvekslet kort og tlf-numre, så kontakten kan holdes fremover. Så er det bare at starte maskinen og vinke.

Da vi kommer ned til afgreningen af Huningue kanalen, som går ned til Kembs, stiger spændingen. Man kommer forbi en meget åben havn, som har direkte kig til indsejlingen til Huningue. Og det lader til at være den lokale underholdning, for en mand på en af bådene i havnen prajer os og advarer om forsigtighed ved indsejlingen (som i øvrigt er skiltet til at være 5,5m bred). Det var næsten ikke nødvendigt, for vandet turbulerer voldsomt lige uden for indsejlingen, så man kan ikke være i tvivl om, at dette er uden for det normale. Admiralens tvivl får Kaptajnen til at tøve, så vi skal bruge 2 forsøg. Men når først man tror på projektet, er det ikke så svært, så vi kommer til Kembs uden skrammer.
Turbulensen kommer af, at Huningue kanalen ikke er en kanal i gængs forstand. Der er en strøm imod os på godt en knob, og det er denne strøm i forbindelse med betonafgrænsning i mundingen, som får vandet til at turbulere.
Kembs havn er flot anlagt. En peniche er lagt på land og restaureret, sådan at den nu fungerer som prima restaurant – desværre også med prima priser. Bag den ligger Capitaineriet i en fin, høj og hvid bygning. Broerne ligger også den rette vej i forhold til strømmen, så det er ret let at lægge til der.

          Kembs på en skyet dag


That's all, folks. Stay tuned to this channel ....



Mange hilsner fra

Lene og Bjørn
P.t. Strasbourg (10/9 2009)