Athene i Roskilde Fjord Lene
Athene Bjorn Sommertogt
Frisian Queen

Hot Summer Nights og stjerneskud



Vi har haft godt vejr i denne periode - rigtig meget godt vejr. Hvis I andre har trampet rundt i mudderet og fået vand i håret, har vi absolut ingen forståelse for den slags lidelser. Her skinner solen og verden er varm. Dog et enkelt klynk: når der er 35 grader udenfor bliver der 40 - 45 i agterkahytten, og det er ikke til at slippe af med igen. En eller anden - opfind et aircondition anlæg, som man kan drive på batterier - nu!


8. august
Vejr: Skyet med let regn.
Bliver liggende i Montceau.

Vi starter med at drøfte bådvask med et hollandsk par, som går og skrubber på deres blå båd. Athene bliver mere og mere grå om næsen, og det ville nu være rart med et velfungerende tip.
Derefter går vi på marked. Det afholdes på kajen, og er dermed svært at komme udenom. Der er vel 100 boder med diverse madvarer, og andre 100 med tøjvarer. Efter at have inspiceret dem alle vender vi hjem med en favnfuld grøntsager. Det var lige i tide, for det begynder at dryppe.
Efter frokost er det igen tørt, så vi drøner over og får vasket et par maskiner. Vi skulle også gerne ud at handle, men nu kommer der lidt torden – så vi venter lige lidt. Men så tager vi da så også ud at handle. Først det ene storsupermarked, og så det næste. Ingen af dem har rucola-salat, så vi prøver også lige det lille lokale. De var heller ikke leveringsdygtige, så derfor tilbage til det ene storsupermarked for at købe et alternativ.
Så hjem for at lave grillede grøntsager – og så mangler der bagepapir. Tilbage igen. Men madforberedelserne blev færdige og vi fik en sen, men god middag – og sådan gik den dag.


9. august
Vejr: Sol med skyer. Lummert. Svag vind.
Afgang: 15.05. Ankomst 18.40 i Génelard. Sejlet distance: 18 km, 6 sluser, 3 broer.

Lidt rengøring skal der jo til, når man får gæster, så det klarer vi lige fra start. Herunder skal der lægges lagen på køjen i forkahytten. Køjen er en dobbeltkøje, som er monteret i styrbord side. Det er som altid et show uden lige, når man skal lægge et stræklagen på en madras, som man selv ligger ovenpå. Det bliver ikke bedre af at lofthøjden sine steder er minimal. Man starter med at skulle løfte madrassen et godt stykke for at kunne putte ned omkring det ene hjørne. Så krabber man sig omkring til det næste hjørne. Nu er loftet altså godt i vejen, men med lidt held får man da løftet madrassen noget, og i samme øjeblik slipper det første hjørne fri ... grrr! Lettere forpustet og med neglene i laser får man da endelig de to bageste hjørner til at sidde fast. Så ned på gulvet for at tage sig af de to forreste hjørner. Det går som en leg. Nu skal der bare strammes op, så det ligger glat. Altså, op i sengen igen for at glatte ud. Men man sidder på knæ midt i det der skal glattes! Det er altså nemmere med en seng, man kan gå udenom.

          Der kommer tog! Men er gæsterne med?

Ann og John skal efter planen ankomme med toget kl. 13.37. Eftersom vi ikke kan finde en ankomstliste på stationen, er det lidt spændende at se, om det nu også passer. Vi kender ikke deres rejseplan, og ved ikke, via hvilke byer de kører fra Paris. Stationen er ikke stor, faktisk nærmest et trinbræt. Men der kommer da et tog ca. kl. 13.37, og det stopper faktisk også. Men så sker der ikke rigtig mere. Endelig går en dør op lidt væk, men det er en ubekendt kvinde, som står i den. Hun bliver vist blidt puffet ud med en størrelse 44, for lige bagefter kommer Ann og John til syne. John fortæller senere, at det var mor og barn, som var ret uenige om tingene, og at hun måske derfor ikke kunne finde ud af at komme af vejen.

          De var med på toget - og de hedder Ann og John

Som alle andre gæster er Ann og John blevet instrueret i at pakke i bløde tasker med mindre de da pakker i en vandtæt kuffert, som kan tages på slæb efter båden. De har valgt de bløde tasker, som vi bærer gennem den søndagsstille by. Vel ombord på Athene gives der frokost og sikkerhedsundervisning i nævnte rækkefølge. Derefter lægges solsejl og kaleche ned, og så er vi klar til at tage af sted.

          Ikke den røde løber - men de er velkomne alligevel.

Vi skal starte med 3 broer, som på forskellig vis skal hæves eller svinges op for os. I går bestilte vi afgang til kl. 15 i dag, men der er ikke lys i signalerne. Vi har forsøgt at lokalisere en bropasser, men sådan en er ikke til at finde. Derfor må vi bare prøve at sejle hen til første bro og se, hvad der sker. Der sker absolut intet, så vi bakker tilbage til pladsen for at sætte Lene af. Under processen råber en af de andre både til os, at man da bare skal hale 2 gange i snoren – men der er bare ingen snor at hale i fra denne side af systemet. Men nogen må have set noget, for pludselig kommer der lys i signalerne, og broerne går op den ene efter den anden.

Dagens etape er jo ikke lang, men de nye gæster / gaster får da set, hvordan sluser virker. Skidt under neglene får de dog ikke, eftersom vi sluser nedad og ikke bruger fortøjninger, når vi er alene i slusen. Vi lægger til for natten i Génelard. Byen har et ret stort bassin med betonkanter, men man skal selv have pløkker med til fortøjning. Strøm og vand er der imidlertid, og det er endda gratis. Nu får vi glæde af alle forberedelserne, idet vi på ingen tid kan svinge en fiks lille 3-retters på bordet i stedet for at stå i køkkenet i utide.


10. august
Vejr: Regn og kulde, senere tørt og lunt.
Afgang: 9.40. Ankomst 15.00 i Paray-le-Monial. Sejlet distance: 20 km, 7 sluser.

Regnen startede i løbet af natten og fortsætter i løbet af morgenen. John melder sig frivilligt til at gå til bageren – iført paraply og shorts. Det hjalp, for kort efter stopper regnen, og det er tørvejr, da vi tager landgangen kl. 9.40.
Vi er stadig på Canal du Centre, og det er en smuk strækning vi skal igennem. Meget åbent og bakket landskab med masser af Charolais kvæg, som græsser i små og store flokke. Kanalens sider er ret eroderede, så man bør absolut holde sig i nærheden af midten. Vi finder et sted med særdeles god udsigt og skygge til frokosten, men der er bare ikke vand nok til at komme ind til siden. Løsningen bliver, at sejle stævnen skråt ind til kanten, så en person kan komme i land og sætte et par fortøjninger. At halen så stritter et par meter ud i kanalen betyder vel mindre – så længe der bare ikke kommer trafik.

          Åndelig føde ?

John melder sig frivilligt til uddannelse til rorgænger (sikkert for at kunne sidde ned og arbejde), og Ann får tjansen som tovholder. Der er bare det ved det, at vi ikke bruger tov på vej ned, så i stedet bliver Ann til bøjlepasser med pligt til at sørge for at hale instrumentbøjlen ned ved passage af broer. Vigtigt hverv eftersom vi har det med at glemme tjansen selv.

          Basilika'en i Paray-le-Monial

Havnen i Paray-le-Monial er vældig godt udstyret med plads og faciliteter. Den ligger lige ud for en park, hvor der dels er rejst en mængde store telte og dels er samlet en masse unge mennesker i forbindelse med nogle af disse telte. Byen er et religiøst centrum for katolikker, og det vi ser, er formentlig en bibel-camp.
Eftermiddagen bruges til at besøge basilikaen og se lidt på byen. En enkelt lille café når vi da også at prøve af i det dejlige vejr. Efter middag på agterdækket går vi atter i byen. På vejen stopper vi ved et af de store telte, hvor der er møde i gang. Mens vi er der, er flere unge på talerstolen for at berette om, hvorfor de også mener at sex før ægteskab er forkert. Det er måske derfor, at vi ser så få bibel-camps i Danmark?
Byen er belyst på den dejligste maner. Basilikaen er naturligvis oplyst, men det samme gælder for gader og stræder i indre by. Og det er alt sammen gjort med følelse og forståelse for de middelalderbygninger, som skal fremstilles i bedste lys. Vi sætter os ved en fortovscafé og ser på de mange mennesker, som kommer hjem fra (eller bare forbi fra) aftenens religiøse arrangementer.

          2 pilgrimme foran basilika'en


11. august
Vejr: Solskin, køligt.
Afgang: 9.35. Ankomst 18.25 ved Pont de la Croix Rouge. Sejlet distance: 21 km, 7 sluser.

Vi kommer af sted i nogenlunde tid og stand, men stopper allerede efter et kvarter. For en gangs skyld er det ikke på grund af teknik, men der ligger et stort supermarked lige på den anden side af gaden. 3 stafetter sendes over for at plyndre det, og det lykkes meget godt. Da rovet er slæbt om bord, fortsætter vi uden andre hændelser til Digoin, hvor vi lægger til for frokost. Stedet er valgt fordi der er strøm, så vi kan få kogt kartofler og stegt bacon til middagen. Undervejs bytter Ann og John plads, sådan at vi nu har 2 rorgængere på indøvning.

          Jægere vender hjem fra jagt .....

Efter frokost skifter vi fra Canal du Centre til Canal de Roanne à Digoin, og nu skal vi sluse opad. Skipper instruerer energisk gasterne om de strabadser, de nu skal være i stand til at håndtere. Båden vil jo som sædvanlig blive drevet rundt i karret af vældige kræfter, så man skal bruge sit tovværk med fornuft for ikke at få slebet huden af hænderne, osv. osv.
Således vel forberedt drejer vi om hjørnet og banker på hos første slusepasser.
Vi kommer fint ind i slusen og gasterne får hjælp af passeren til at få sat tovværket. Passerne er to uerfarne piger og en, som gerne vil være kæreste med mindst en af dem. Vi får nok en hård tur her. Gasterne spænder op og gør sig klar til at modstå presset, og hvad sker? Ingenting! Vi kommer noget så fredeligt det rette antal meter op, og de har knap mærket så meget som en sild i den anden ende af tovet. Sådan er verden så uretfærdig.

Det er nu blevet varmt. Faktisk sveder hele flokken, så da vi skal krydse Loire via en akvadukt, og vi kan se badende dernede i floden, enes vi hurtigt om et stærkt tiltrængt stop. Ind til siden og ned til floden og i vandet. Der er godt med strøm, så man skal da vogte sig lidt, men det køler, det køler.

   Af med klunset - vi skal i vandet nu !!!   En veltempereret hr. Maltesen

I den næste sluse er der en fastansat passer. Vi spørger interesseret til, om vi kan forvente at komme hele vejen til Roanne nede for enden af kanalen. Den brød nemlig sammen 29. maj og lukkede vandet fra en 16km lang strækning ud på markerne. Den var så blevet repareret og genåbnet medio juli, men ikke med fuldt normal vanddybde. ”Intet problem, fortsæt bare” er svaret, så det gør vi da. Efter sigende brød den sammen på grund af gnavere, som havde gravet mange og lange gange i brinken, som holder vandet på plads. Jeg gætter på, at de blev tvangsforflyttet ved samme lejlighed. ”Skyllet ud med badevandet” er ikke helt ved siden af. Men de små bæster har sørget for, at vi andre har problemer med at komme ind til bredden. Der er simpelthen for lidt vand selv til Athene.

          Pont de Croix Rouge er et fredeligt sted

Vi har lagt til ved en lillebitte by, men vil jo stadig gerne have brød i morgen. Lene og Ann cykler ud for at lokalisere eventuelle muligheder. Vores ”by” har absolut intet, så de undersøger også den nærmeste (eneste) by, som dog kun ligger tre kilometer væk. Kortet siger, den har alle faciliteter. Virkeligheden siger, at alle disse faciliteter er lukket efter at kortet gik i trykken. Intet frisk brød i morgen :(

Men vi får da stadig forplejning fra en stjernerestaurant: Ann og John har tryllet med små midler og disker op med grillede kæmperejer (dog ikke egen fangst) og ditto kæmpebøffer (bonden bliver måske utilfreds ved næste optælling). Men opvasken ... vi har ikke strøm og kan dermed ikke supplere vores varmtvandsbeholdning, så den gemmer vi til i morgen ;)


12. august
Vejr: Tåge og dis bliver hurtigt til SOL – og den giver VARME.
Afgang: 9.45. Ankomst 18.00 i Iguerande. Sejlet distance: 21 km, 4 sluser.

Intet frisk brød, så vi bruger kvik-ovnen til at varme boller. Kvik-ovn: Man bruger en flad brødrister, putter brødet på og dækker til med en omvendt gryde. Det fungerer fint som ovn). Det kan vi klare på batterier, men starter for forsøgets skyld generatoren. Det går ganske rimeligt, så vi får også varmet vand til opvasken, som ellers truede med at danne slagside.

          Styrmand Stressless?

Så kommer vi da af sted, men da Skipper vasker grillen opdager han egen fadæse: kulristen er ikke kommet med. Vi bakker til en af de sjældne tillægningsmuligheder og sætter cykler i land. Ann og John har meldt sig til turen, og vender triumferende tilbage efter en halv times tid med en kulrist i kurven.
Vi moser videre indtil det bliver tid til frokostpause i sluserne. Vi har stadig ikke brød, men John og Lene cykler til Marcigny for at skaffe forsyninger til bådens forhungrede besætning.

          Hvad man dog ikke kan møde på turen ...

Derfor bliver det lidt sent før vi lægger til ved Iguerande (byen ligger altså 1km væk fra kanalen, men der er intet andet). Der er kun pladser med skrå kanter tilbage, så det er lidt svært. Men der var vilje og dermed også en vej, så her ligger vi så og kan skue ud over Loire og det ganske land.

         Udsigten fra vores plads i Iguerande

Iguerande kan prale af en oliemølle. Den har været i familieeje i mange år, og den producerer stadig olier af f.eks. valnød, mandler, pistacie og andre frugter og nødder. Lene og Bjørn cykler op til byen, for at undersøge mulighederne for at bese værket, men må vende tilbage med besked om, at det kun er muligt lørdag og søndag.

          Skrøner berettes ...

Sven sms'er hjemmefra: ”Kig efter stjerneskud i aften”. Efter nogle saftige sms'er frem og tilbage angående retningen man bør kigge i, finder vi ud af, at de faktisk er stort set over det hele, og der er mange. Vi ligger et sted, hvor antallet af gadelamper er nul, og sidebelysningen styrer vi selv, så forholdene er perfekte. Efter en halvtreds stykker, begynder nakkemuskulaturen at brokke sig, så vi kryber ind under solsejlet igen. Men på trods af særdeles uhøvisk sms-kommunikation, skal du have tak for en oplevelse, Sven.

Snakken har jo gået stort set uden ophold siden Ann og John steg om bord. Der er fortalt mange skrøner om fælles fortid og udvekslet mange tanker om fremtid og ideer. Men fire dage er åbenbart for lidt, så vi tager natten til hjælp, mens temperaturen falder sammen med duggen – men heldigvis kun udenfor solsejlet. At sidde ude til kl. 2 nat på disse kanter er kun et problem, hvis man skal på arbejde dagen efter.

          Og skrønerne bliver bedre og bedre ...


13. august
Vejr: Sol og skyfrit – selvfølgelig. I dag er det Christines fødselsdag, Hurra, hurra, hurraaa!
Afgang: 9.35. Ankomst 14.10 i Roanne. Sejlet distance: 21 km, 3 sluser.

Kaptajnen cykler efter brød i Iguerande mens Admiralen svaber dæk. Vi har på hele turen haft ufattelige mængder dug, som meget naturligt ligger på dæk og ruf, men som også sætter sig på begge sider af kaleche og vinduer. Det er denne dug Admiralen fjerner de første liter af, sådan at vi kan se ud af ruderne, når vi skal sejle.

Vi ringer hjem til Christine og vækker hende med fødselsdagssang over telefonen. Det er en træt pige vi får i den anden ende, eftersom hun som en af rus-vejlederne er i gang med forberedelse til rus-tur, og rus-vejledere kun nødigt går tidligt i seng.

          Flere kvinder i Marinen, tak.

Landgangen bliver taget ind kl. 9.35 og så tager vi hul på sidste etape for gæsterne. De første kilometre går uden bemærkninger, men derefter ville vi egentlig hellere have en sumpbåd i stedet for Athene. Bevoksningen i kanalen er så tæt, at det forekommer helt umuligt ikke at ende med tilstoppede filtre m.m.. Men fiskene kan lide det og vandet er meget klart, så det er jo godt for noget.
Vi ankommer da også uden problemer til Roanne. Havnen er en af de største indenlands lystbådehavne vi har set til dato. Der er efter sigende plads til 100 overvintrende pénicher plus diverse mindre både. Og de behøver ikke frygte for at synke her – de ligger trygt på et lækkert, lækkert leje af tangplanter. Der skal ases og mases med maskinen, bare for at komme ind til kanten, og når det er lykkedes, er bassinet fuldt af løsrevne plantedele. Vi checker lige vandfilteret for en sikkerheds skyld.

          En dejlig lun aften - og de laver god mad, de to.

Det er søreme varmt, men efter en forsinket frokost går vi tur i byen. Det kræver ikke de store overtalelser at lokke til en kølig drik i skyggen. Men, vi holder ved den ene og når derfor også en god rundtur i byens centrum og videre ud til togstationen, hvor der købes billetter til i morgen.
Senere på aftenen står Ann og John atter en gang for middagen, men denne gang har de arrangeret folk til at tage sig af opvasken. Vi fandt en lille restaurantgade, hvor den sidste i rækken havde et hyggeligt og skævt bord, som passede lige til os. De kunne servere gode burgundiske retter og vi siger tak for mad.



14. august
Vejr: Solskin og varmt.
Afgang: 13.00. Ankomst 16.35 i Iguerande. Sejlet distance: 21 km, 3 sluser.

Efter morgenmaden pakker Ann og John, og derefter tager vi på marked med alle deres pakkenelliker på slæb. Markedet er et traditionelt fransk fødevaremarked, som holdes på et mindre torv. Der var desværre ikke lige den ost, som John gerne ville have haft med hjem, men der var så meget andet.
Vi deler 4 kopper kaffe inden det er tid at vinke farvel til gode venner. De skal med toget retur til Paris og med fly resten af vejen. Det havde formentlig været hurtigere og måske også billigere, at komme hjem fra Lyon, men det er svært at gøre rigtigt, når man skal besøge en båd, som hele tiden flytter sig uden fast plan.

          Vi vinker farvel på markedet i Roanne.

Nu skal vi have lidt krudt på, for vi har en aftale med Lene's forældre om 10 dage. De skal samles op langt herfra, og i mellemtiden skal der også klares lidt service på Athene. Ergo går vi afsted kl. 13.00 med Iguerande som mål.
De 2 private pénicher, som lå her sidst, ligger her såmænd stadig. Vi falder i snak med Karen på Eleanor, og enden bliver, at vi bliver inviteret på et glas vin. Det viser sig, at besætningen fra den anden péniche også er inviteret, og at det er et arbejdsmøde. Vi skal præparere bær til slåen-gin. Begge både har vinterkvarter i Roanne, og de kender hinanden vældig godt. Vi får mange detaljer om Roanne og det nylige brud på kanalen.
Karen og Barry har for mange år siden haft deres sejlbåd liggende i Nykøbing Sj. De kender derfor udmærket til ”rødgrød med fløde” og Gammel Dansk. Gammel Dansk har vi ikke, men vi donerer resten af en flaske En Enkelt, samt en kylling til de kolde vinternætter.

          Athene foran Eleanor og Peppa

Vi vil stadig gerne se oliemøllen, men sidste besked var, at det kunne man på et eller andet tidspunkt af dagen lørdag/søndag. Så på cyklerne igen, for at få bekræftet, om det kan lade sig gøre i morgen lørdag kl. 9. Madame har lidt svært ved at forstå os – og vi hende. Hun er ikke meget for det. At skulle op på den tid på en lørdag... Klokken er nu 19.30 og pludselig kalder hun på gemalen og får ham til at vise os rundt. Så lettere forbløffede og aldeles uforberedte (intet kamera) får vi hele historien fra den ældre herre. Han har vel passeret de 90 somre, men passer stadig sin mølle og er stolt af sine produkter. Han er også lidt svær at forstå, men vi forstår da, at han af 25kg hasselnødder får 12 liter olie, mens samme mængde pistacienødder kun giver ca. 7 liter olie. Processen er i øvrigt, at nødderne først knuses i møllen. Derefter ristes nøddepulveret for derefter at blive presset. Restproduktet bliver i øvrigt til en ”skildpadde”, som bruges til fiskemadding. Gad vide om en karpe bedst kan lide nødder eller mandler?


15. august
Vejr: Sol og skyfrit – og meget varmt.
Afgang: 9.25. Ankomst 17.25 i Digoin. Sejlet distance: 37 km, 8 sluser.


Efter morgenmaden lusker vi stille af for ikke at vække besætningen på Eleanor og Peppa. Vi havde godt nok sagt godmorgen til Karen, men hun var vist også den eneste på benene. Hun kom til gengæld kort efter cyklende forbi og råbte, at hun ville vente på os ved næste bro. Der fik vi så overrakt opskriften på slåen-gin, samt en bakke slåenbær, sådan at vi kunne komme vel forberedte til det gin-party i Roanne d. 14/11, som vi blev inviteret til i går.

         Et kig ud over Loire

Vi er midt i en hedebølge. Mens Ann-Mari og Bent var om bord kæmpede vi jo lidt for at måle en korrekt temperatur, og Bent vandt gættekonkurrencen med et gæt på 30-35 grader, eftersom den rette temperatur var 33. I dag er det varmere ... vi måler 38 grader i skygge og svag til let vind på agterdækket.
Vi kan stadig ikke have hverken kaleche eller solsejl oppe mens vi sejler, så vi damper af sted med en parasol trukket godt ned om ørerne. Det er faktisk det eneste, der kan holde os fri for solskoldninger og særdeles nødvendigt eftersom Lene for første gang blev ristet på ryggen i går.

          Lene med parasollen på sned

Det må jo erkendes: vi er begyndt at sejle nordpå, og det vil stort set ikke stoppe før vi når hjem. Men glasset er stadig halvt fuldt, og der er mange ting at opleve på turen, før vi kommer hjem til familie, venner, naboer og ... job. Det skal nok blive godt at komme hjem til alle de nævnte, men I kommer til at vente lidt endnu ;)

Et søslag er i gang, da vi ankommer til Digoin. Kombattanterne er to både, med hver ders hold om bord. De skyder ikke med kanoner, men bruger lanser til at vælte hinanden i vandet. Publikum ser til fra bredden, og der hujes naturligvis højt, når en af kæmperne må i baljen. Nogle af kæmperne er faktisk så gode, at deres træ-lanser knækker uden at nogen kommer i vandet af den grund.

          Big man - big splash


16. august
Vejr: Sol og skyfrit – og meget varmt.
Afgang: 8.10. Ankomst 16.15 i Génelard. Sejlet distance: 32 km, 10 sluser.

Vi starter tidligt for at nyde den friske og kølige luft. Det kan vi kun, fordi der er langt til dagens første sluse – de åbner nemlig først kl. 9.00. Så vi nyder de første 50 minutter, men nydelsen stopper kl. 9, da første sluse viser sig at være ude af drift. Vi kan se gennem vinduet i huset, at den ganske enkelt ikke er startet endnu, men passeren har problemer andetsteds, så det tager sin tid før hun kommer. Det er godt, vi ikke skælder ud over ventetid eller andet for de næste 2 sluser virker heller ikke, og det er samme pige, som skal assistere os.
Derefter går det meget fint indtil frokost. Parasollen skruet godt ned i panden og afsted, det er os. Så lægger vi til for frokost, og op kommer kaleche og solsejl. Vi er jo ikke ved ækvator, så solens skrå stråler kan stadig nå os. For at undgå det, slår man parasollen op og læner den mod stropper og stænger. Det har vi efterhånden gjort 100 gange, men denne gang går det galt. Mens alle 2 besætningsmedlemmer er nedenunder for at finde frokost-ingredienser, puster en lille vind til parasollen, som benytter sig af lejligheden til at hoppe overbord. Kaptajnens skarpe øren fanger lyden af plasket, og det må undersøges straks. Parasollen flyder nu fint med stangen lige i vejret – men uden for rækkevidde – så Kaptajnen må i vandet for at redde det let fugtige, men uundværlige hedeslagsafvisningsapparat.

          Parasol på flugt - skarpt forfulgt af Kaptajnen

Så sker der ikke mere før vi ankommer til Génelard. Det er stinkende varmt, men der er faktisk en plads i skygge. Det er godt nok med skrå kant og fortøjning til et vejskilt – men det tager vi gerne med for at få havnens bedste plads. Den er endda så god, at der er privatliv til agterdækket og dermed også på badeplatformen. Det er måske derfor og ikke kun varmekuller, der gør, at Admiralen for første gang nogensinde overtales til at dyppe sig i kanalernes vande. Det kræver bare et efterfølgende bad eftersom kanalvand nu engang er kanalvand.

          Stå ej til søs - lad de andre stå.

Nogenlunde afkølede og nyvaskede går vi tur i byen. Første stop ligger faktisk i havnen. Det er et museum, som er koncentreret om demarkationslinien, som skilte Frankrig under 2. verdenskrig. Det er desværre for varmt til selv interessante museer, så det må vente til en anden gang. Resten af byen er ikke noget særligt, men er en reel mellemstor fransk provinsby, som de nu er på disse kanter. En ting er dog speciel: de har en stor virksomhed, som handler med mineudstyr. Vi er i et kulmineområde, så det er ikke så mærkeligt. Det er bare første gang vi har mødt sådan en type virksomhed.

Britiske Honeysuckle's besætning har spist deres middag kl. 19.00, som de plejer. Vi venter og venter på noget kølighed, for der er stadig 45 grader i kabyssen. I denne tid bruger vi grillen mest muligt, fordi det er svært varmt at stå nedenunder, men i dag skal vi derned. Middagen lander på agterdækket kort efter 21 og 2 svedige kokke følger efter.

Agterkahytten er ca. ligeså varm som kabyssen, så det er ikke let at falde til ro før midnat. Man kan tænke mange tanker om aircondition – eller bare et vindue, som kan åbnes – mens man roterer som en kylling på spid.


17. august
Vejr: Sol og skyfrit – og meget varmt.
Afgang: 9.00. Ankomst 13.25 i Blanzy. Sejlet distance: 21 km, 9 sluser.

Dagens sejlads er uden specielle begivenheder eftersom parasollen nu er bundet til sin plads, og der ikke er andre ting, som falder overbord.

I stedet kan vi berette om vores besøg i Blanzy's minemuseum. Blanzy var i sin tid en fremmelig kulmine, hvor man fandt på flere forbedringer af udvindingsteknikker. Minen lukkede i 1990, men deres seneste landvinding er stadig i brug i andre lande.
Vi troede jo naivt, at et museumsbesøg tager en times tid, afhængig af interesse. Men her bliver man først tvangsindlagt til en selvstændig rundgang på museet indtil der bliver kaldt sammen til filmforevisning. Den varer en halv times tid, og viser en masse forskellige billeder af kul, alt sammen ledsaget af fransksprogede forklaringer. Da den ene af os har fået hold i nakken og den anden snorker sagte, tændes lyset igen, og en overfrisk fransk guide kalder til samling.
Han er vel lidt over tres, solbrunet som havde han aldrig set det indvendige af en mine, og i fantastisk form: snakketøjet kan gå uafbrudt i de 2 stive timer rundvisningen varer. Der er ikke nogen tvivl. Han får charmeret alle de fransk-talende kvinder over 40, men han gør det med en dialekt, som er os komplet uforståelig. Jeg er overbevist om, at han har fået kulstøv på stemmebåndene – Lene mener han har fået det på hjernen.

          Disse vogne blev i gamle dage trukket af drenge på 12 - 13 år

Museet er nu interessant nok. Vi blev udstyret med et engelsk skrift, som forklarer det meste. Men guidens anekdoter vedrørende de forskellige stykker mineudstyr måtte vi altså undvære.
Man kommer ikke langt ned, men kommer dog rundt i nogle gange under jorden. De viser de forskellige måder at udvinde kul, som har været anvendt på stedet gennem nogle hundrede år. Det, der brændte mest fast hos redaktøren, var billeder, som viser hvordan man hejsede heste op og ned i minen. De blev lagt ned for at få bundet benene sammen og få en maske på, så de intet kunne se. Derefter blev de spændt i en sele. Selen blev bundet fast under elevatorstolen, sådan at hesten hang med hovedet opad. Nu kunne turen på op til 500m ned i jorden så begynde under megen larm og skramlen. Utroligt, at man kunne få dem på benene igen, når de stakkels dyr nåede bunden. Hestene udførte i øvrigt arbejde, som tidligere var udført af drenge i 12-13 års alderen.


18. august
Vejr: Sol og skyfrit – og meget varmt.
Afgang: 9.15. Ankomst 18.15 i St. Bérain-sur-Dheune. Sejlet distance: 25 km, 24 sluser.

Hedebølgen fortsætter. Der er lovet 32 grader i dag og 34 de næste par dage. Vi sejler mutters alene i systemet indtil frokost. Bortset fra passerne, altså. Sluserne er godt nok fuldautomatiske, men alligevel følges man konstant af en passer, som kører fra sted til sted. Når de når grænsen for deres territorium, dukker der ganske selvfølgeligt en ny passer op i næste sluse. Da vi lagde til for frokost, holdt der da også en slusepasser ved vor side inden 3 minutter for at spørge til vores videre planer. Man stoler tilsyneladende ikke alt for meget på automatikken, som ellers har virket fint i dag.

          En gammel sluse på museum - bemærk vannerne af træ.

Vi går på museum igen i dag. Musée du Canal er indrettet i en gammel péniche. Den havde sejlet korn og kul i 50 år i det nordlige Frankrig og Belgien før den blev lagt op i 1990. I stedet for at blive til beboelse som så mange andre, blev dette skib købt af en forening, som bragte det på land for at indrette et museum. Meget interessant museum. Mindst lige så interessant er det, at stå i styrehuset og se, hvor langt der er ud til den forreste ende. Den ende, som vi andre som bekendt møder først!
Den blev i øvrigt konstrueret uden egen maskine, og kunne derfor kun trækkes. Det kunne ske ved brug af mennesker alene, eller senere med brug af æsler, muldyr eller heste. De tidligere bådtyper var faktisk udstyret med en stald til trækdyrene. Denne peniche fik sin første motor installeret i 1953, og den var på imponerende 40 heste. I 1966 blev den erstattet af en ny maskine med 100 hk, og denne blev så i 1988 byttet ud med den sidste maskine: en 6-cylindret Baudouin på 150 hk. Til sammenligning har Athene 155 hk, men hun skal ikke slæbe på op til 300 ton. Men de kører nu godt de gamle maskiner.

Vi ligger fortøjet lige op ad en hovedvej, så efter museumsbesøget sejler vi videre for at finde en bedre plads for natten. Vores afgang bliver iagttaget efter bare 5 minutter, så systemet er klar til os. Det er næsten værre end Big Brother.
Heden er taget til, så da vi kl. 18 nærmer os et sving, hvor der måske kan være skygge, aftaler vi med slusepasseren at stoppe der, hvis det overhovedet er muligt. Han trækker godt nok noget på det, eftersom det jo ikke er helt normalt, men hvad – turister er jo turister. Vi finder med stor vilje en plads i skyggen og fortøjer til et autoværn. Det afgrænser samme hovedvej som tidligere, og der er stadig livlig trafik. Men vi er ligeglade, og det samme er de egern, som leger i træerne på den anden side af vejen.

          Female drivers ...

Franskmændene er i øvrigt meget hilseglade. De hænger ud af bilvinduer for at råbe en hilsen, og der er utrolig mange, som dytter, når de passerer os – det sidste må gerne stoppe inden sengetid, tak!
Med tiden har mængden af motorcykelvræl nået et rimeligt niveau, så nu vil vi forsøge at finde køjen. Godnat.


19. august
Vejr: Sol og skyfrit – og meget varmt.
Afgang: 9.10. Ankomst 17.45 i Fragnes. Sejlet distance: 29 km, 17 sluser.

De dyttende franskmænd dytter ikke helt så meget om morgenen, så vi får morgenbordet i nogenlunde ro. Det er ikke så varmt endnu, men det bliver det i løbet af dagen...

          Kirken  Santenay

Vi giver slip på autoværnet mens disen stadig ligger over vandet. I løbet af dagen sker der ikke stort andet, end at en fransk båd ikke gider ligge foran os, så vi bliver vinket forbi.
På et tidspunkt relativt kort efter, vi er nu i Chagny, skal vi igennem en dobbeltbro med skarpt sving umiddelbart efter. Lige som Styrmanden er ved at få Athene på line til den smalle passage forbi den fastforankrede peniche, lyder der et ” Blaââaaåt!!” , hvilket signalerer, at en anden båd allerede er i gang med at sejle i den smalle rende. Altså, hvor er nu bakgearet? Når man finder det, kan man være nogenlunde sikker på, at bagenden skejer voldsomt ud til den mindst hensigtsmæssige side – det sker også denne gang. Men efter lidt ihærdigt arbejde med ror og skrue, kommer Athene da til at ligge stille inde ved kanten, så den anden kan komme forbi uden problemer. Men det er da sært, at der lugter sådan af svovl lige her?!

          Næste gang smækker præsten ikke med døren!

Derefter følger frokost og nogle flere kilometre og sluser, som ikke fortjener anden kommentar end ”pyh, det er varmt”. Fragnes dukker op, og der er fuldt af både, som ligger og bader i solen. Vi sejler lidt videre for at finde en skyggeplads. Det finder vi, men så er der ingen vind ... suk. Kaptajnen gider ikke lystre i dag, så vi bliver liggende i skygge og køler os i kanalen. Op og i bad - og ”pyh”.
Det ender med, at vi sover på agterdækket. Madrasserne slæbes op, og myggenettet monteres omhyggeligt, og derefter er det bare ”godnat Ole”.

         Bjørn i sommerhi???


20. august
Vejr: Sol, varmt og fugtigt.
Afgang: 9.10. Ankomst 10.30 i Chalon-sur-Saône. Sejlet distance: 7 km, 1 sluser.

Den lille narrowboat Missy Mouse passerer os inden vi er klar til afgang. Vi indhenter den efter ganske få minutter og bliver vinket forbi. Dermed kommer vi først til dagens eneste sluse.
Derefter drejer vi ned af Saône for at komme til Chalon, hvor vi ligger til bag danske C'est la Vie.
Vores ventil er ankommet. Men – den er ikke identisk med den, som sidder i maskinen, så den må vente til Niels Ole kommer ombord.

Vores vaskeri holder ferielukket i hele denne uge! Så vi må på turistkontoret for at få andre muligheder. Vi finder et åbent vaskeri i 3. forsøg, men der skal vi jo klare det hele selv ...

Vi vil benytte os af det store udbud af restauranter i dag- Inden da får vi snakket lidt med Helle og Aksel på C'est la Vie, og da de gerne vil høre mere om Roanne (som de har valgt som vinterhavn i år), inviterer de på drinks efter middag. Så sms'er Jens og Lene for at høre, om vi skal dele et par kopper øl. Det bliver til en aftale imorgen.

Vi drager af til middag, og vælger den anbefalede Le Bourgogne. Godt valg: dejlig mad og god betjening. Men vejret er elendigt: det drypper først en lille smule, og de kommer fluks for at køre markisen ud, og dermed stopper det. Så kommer næste ret og dermed næste byge. Athene er helt åben, men vi vælger at sidde på hænderne, for det er jo kun vand, ikk'?
Da vi kommer tilbage, har Aksel været ovre for at lukke vinduer og andre åbninger, så vi havde slet ikke behøvet at være bekymrede. Tak for hjælpen. Og tak for godt selskab. Vi snakkede til klokken var vel over midnat, og hvis ikke vi skulle videre dagen efter, havde vi nok siddet der endnu.


21. august
Vejr: Torden og regn bliver til sol og skyer.
Afgang: 8.25. Ankomst 17.50 i St.Jean-de-Losne. Sejlet distance: 59 km, 2 sluser.

Det regner, så det der med morgenbrød er lidt opreklameret. Vi nøjes med nødbrød, før vi så tager de våde fortøjninger, og sætter kursen mod Verdun-sur-le-Doubs.
Ankommer 10.50. Lene har lige smuttet noget i ryggen, så vi finder en let plads at lægge til ved, selv om den er reserveret og helt ude af syne fra parkeringspladsen. Hvor hulen er gæsterne ..? De er på vej, og ankommer efter lidt tid. Faktisk lige i tide til frokosten, som indtages på Les 3 Maures ca. 100m fra Athene.

          Lene og Jens på vej til at borde Athene

En frokost er jo ikke lang tid til at udveksle måneders nyheder på, men vi prøver da.
Efter et par timer skilles vi atter, eftersom de har aftaler i syd, og vi har i øst. Vi ankommer til St. Jean-de-Losne 17.50. Skipper smider kasketten (og alt det andet) og trækker i arbejdstøjet for at skifte olie på maskinen. Hvis der var 35 grader oppe, er der 55 nede. En svedt og beskidt mand dukker op nogle timer senere, men på trods af alle drillerier har Athene nu fået en ny portion olie til hjemturen.

          Man bruger lange fortøjninger i St. Jean, men ligger så lige ved promenaden.


22. august
Vejr: Sol, svag vind.
Vi bliver liggende.

Admiralen ligger i sin køje og vånder sig over sin ømme bagside mens hun nynner noget i retning af ”Stå ej til søs, lad de andre stå.....”, så vi bliver liggende dagen over.

Mekanikeren var gået hjem, da vi nåede frem i går, men det råder vi bod på i dag. Fagmanden synes ikke vi har problemer med vandpumpen, så den får lov at blive siddende på sin plads. Det bliver dermed kun til et par småjusteringer og et nyt luftfilter til maskinen, som derefter meldes klar til hjemturen.

Eftersom der nu er tid til rådighed, bliver der vasket lidt og skrevet dagbog, og den slags småpillerier går dagen med. En del af den går nu også med at få strøm på. Man køber en jeton i den nærmeste bar. Jetonen puttes i strøm/vand automaten lige uden for baren. Eftersom nysgerrige mennesker uden held har forsøgt at få vand ud af hanen tidligere, står hanen åben – og nu foser vandet ud, dog heldigvis uden at ramme nogen. Men strøm kommer der ikke. Tilbage til baren for at få 2 telefonnumre. Det ene svarer ikke, og den anden person er i Dijon, og kan derfor ikke hjælpe. Tilbage til baren en gang til (godt der ikke er købetvang ved hvert besøg). Krofatter materialiserer sig med 2 specialnøgler, og vi går fælles ud til automaten. Den er 2m høj og oppe på toppen findes en platform, hvor de 2 nøgler bruges. Lige så snart de drejes, hæver platformen sig 1 meters penge og afslører derved alle sikringerne til standerne, som står op til 150m væk. At få lukket den platform igen kræver vores forsamlede vægt og lidt timing, men det går mens vi balancerer på et par plastikstole.

Der er en form for byfest på havnen i denne weekend. Der er stillet 10 vogne op lige ud for, hvor vi ligger. Den nærmeste er en crêpe-/vaffelbod, som sender søde dufte ned til os. I den fjerneste ende (heldigvis) har de stillet en karrusel op, og den spiller muzak hele dagen. Vi spiser hovedretten hjemme, men går så op for at kigge på løjerne. Bjørn har på vaskeriet læst i den lokale avis, at der skal være fyrværkeri i morgen, men det viser sig allerede at være i dag. Så efter en hurtig pandekage kommer vi hurtigt ned på Athene og får slået et par stole op. Kl. 22 starter showet, og denne gang er det en virkelig kunstner, der står for underholdningen. Hurra, man kan være heldig.



23. august
Vejr: Sol, køligt. Let til jævn vind.
Afgang: 9.05. Ankomst 13.45 i Dole. Sejlet distance: 26 km, 9 sluser.

Der var ikke mange ringe eller pullerter at fortøje til på denne plads, så en lille motorbåd havde valgt at bruge os til fortøjning for natten. Da vi nu skal afsted, og der ikke er liv at se, må vi lige flytte dens fortøjninger først – ren sytråd i øvrigt. Hvis der er nogen ombord, tror de sikkert de er under angreb af pirater.

Vi skal kun lige rundt om hjørnet før vi forlader Saône og drejer ind på Canal du Rhône au Rhin – måske bedre kendt som floden Doubs. Det er mest floden man sejler på, men dog med adskillige kanaliserede stykker. Det er første gang vi sejler her, så det er ganske nyt for os, at byggestilen skifter så brat, da vi klokken 10.45 forlader Bourgogne til fordel for Franche Comté.

          Le Doubs i smukt vejr - kan man ønske mere?

Dole's havn er ganske stor og ligger lige i centrum. Vi kan som flere gange tidligere kigge lige op på byens katedral, som bliver flot belyst om aftenen. Byen ligger i meget kuperet terræn og kigget op mod katedralen sker hen over mindst 3 niveauer af mere civil bebyggelse. Rundturen i byen får derfor også flere naturlige pauser, mens vi forsøger at få vejret og slippe af med varmen. Dole er absolut et besøg værd set med vores øjne.

   Lille Venedig i Dôle   Skulpturer med udsigt over en kuperet by

Middagen skulle have stået på italiensk med udsigt over floden, som sniger sig tværs gennem byen igennem et snævert løb, mens blomsterarrangementer i hundredevis spejler sig i vandet. Aftalen med smørtenoren var sådan set også på plads. Desværre havde jeg overset, at det kun var på terassesiden, at der stod at restauranten var åben, for da vi kommer til hoveddøren, står der ”ferielukket”.
I stedet får vi Coccinell, som er en variant af pizza. En brødskive med pizzalignende fyld bages i ovnen, og placeres derefter på frisk salat. Smager udmærket, er billigt og hurtigt at lave, og vi slipper med en regning på hele 29 euro inkl. vin og kaffe.

Vel hjemme igen sidder vi på agterdækket og nyder aftenen, da et lysskær breder sig på skyerne over os. Det er imidlertid ikke skyer, men røg, og lyset kommer fra branden, som producerer røgen. Dagen efter vil vore engelske naboer i pénichen ...... vide, at det var et ældre byggemarked, der brændte, og at der er rygter om forsikringssvindel.

         Le Doubs - behøver man sige mere?


Mange hilsner fra

Lene og Bjørn
P.t. Mulhouse (4/9 2009)